Markedet for juletræer er presset af et stort udbud af middelmådige træer, blandt andet fra Tyskland samt Polen og andre østeuropæiske lande.

Til gengæld er der stor interesse for den bedste kvalitet, som ikke mindst produceres af de danske producenter, hvor klimaet er helt ideelt især for nordmannsgran. Det viste stemningen på Langesømessen på Fyn torsdag, hvor hele juletræsbranchen var samlet sammen med mange opkøbere fra især Tyskland.

- Vi har haft overraskende mange interesserede opkøbere på standen, og flere kommer op til os i Himmerland i de kommende dage for at se på træer, lød det fra juletræsproducent Michael Nøhr, som sammen med sine to samarbejdspartnere var udstiller på den store messe i Langesøskoven for første gang.

Uden for standen stod et salgskilt med 60.000 træer, og det trak opkøbere til.

- Vi sælger alle vore træer direkte, og vi satser på et fornuftigt prisniveau igen i år, selv om de mange billigere træer især fra Sauerland påvirker markedet, påpeger den nordjyske juletræsproducent.

Læs mere fra messen i fredagens trykte udgave af Effektivt Landbrug.

Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.