Penge i at isolere rør
Isolering af uisolerede varmerør kan altid betale sig, vurderer energirådgiver ved LandboNord Rasmus Bardino Bredgaard
Sådan lyder det fra LandboNord, hvor energirådgiver Rasmus Bardino Bredgaard vurderer, at der mange steder kan være penge at hente i besparelser og tilskud, hvis man har fokus på isoleringen:
- Manglende rørisolering er ofte en overset energisluger, som under de forkerte omstændigheder kan koste den enkelte landmand dyrt. Isolering af uisolerede varmerør kan altid betale sig, og det er som udgangspunkt den bedste kortsigtede investering, som man kan foretage sig på sin varmeinstallation.
Ifølge Rasmus Bardino Bredgaard er sådan en investering i de fleste tilfælde forbundet med en relativ kort tilbagebetalingstid. Oftest kortere end to år.
- Typisk gennemgår vi bedriftens varmeinstallation, hvis vi har en mistanke om, at der ligger en besparelse og gemmer sig. Det gør der i de fleste tilfælde – desværre også i nyere byggerier, fortæller Rasmus Bardino Bredgaard.






































