Det er ikke kun Landbrug & Fødevarers formand, Martin Merrild, der ærgrer sig over, at det ikke bliver til et bredt forlig om en fødevare- og landbrugspakke. Det gør man også hos slagteriarbejdernes fagforening, NNF.

- Netop det her område har brug for ro omkring sig. Det er urimeligt at ændre vilkårene for landmænd og branchen, hver gang politikerne får en ny lys idé. Der er tusindevis af arbejdspladser på spil, og jeg forstår ikke, at politikerne tør spille hasard med vores største eksportområde. Det er velfærdskroner, der er på spil, og det bør enhver politiker have stor respekt for, siger siger forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast til NNF’s egen hjemmeside.

- Et bredt forlig forpligter folketinget i en længere periode, og det havde jeg håbet på, at politikenerne kunne finde sammen om, siger Ole Wehlast.

Selve indholdet i pakken er han dog godt tilfreds med.

- Jeg hæfter mig ved, at pakken går mere målrettet til værks, når det handler om at tage være på miljøet. Et gennemgående træk i flere af initiativerne, er at reguleringen i højere grad skal tage i udgangspunkt i de faktiske forhold - man går altså væk fra regler, der er ens uanset, hvordan jordbunden og lignende ser ud de forskellige steder i Danmark.

Han glæder sig samtidig over, at hensynet miljøet og hensynet til erhvervet går hånd i hånd, og peger på det såkaldte harmonikrav, der bestemmer, hvor mange dyreenheder, der må være pr. hektar jord. I dag hedder harmonikravet for slagtesvin 1,4, mens det i resten af EU hedder 1,7.