- Måske var tonen en anelse for hård i mit opslag i aftes - det vil jeg gerne beklage.

Sådan har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) måtte skrive på Facebook mandag morgen efter, at han er blevet udsat for en såkaldt »shitstorm« på grund af en opdatering han havde lavet søndag aften.

Her havde ministeren skrevet, at han sad med et smil på læben og glædede sig over, at den radikale miljøordfører og tidligere SF-minister, Ida Aukens tid som miljørelevant politiker er omme. Det skete som et direkte svar på et personligt angreb på ministeren i TV-avisen søndag aften fra Ida Auken.

- Det virker som om, at vi har fået en minister, der er om end muligt mere ligeglad med miljøet, og det ærgrer mig selvfølgelig rigtig meget, sagde den radikale ordfører, hvortil Esben Lunde Larsen replicerede på Facebook:

»Hvor er det ufattelig useriøst med sådan en påstand, men hvor er det også skønt for dansk miljø- og fødevarepolitik, at endnu en Auken er kørt ud på et sidespor af vælgerne og dermed ikke længere kan blamere sig med sine gratis og selvgode politisk korrekte holdninger på bekostning af alle de tusindvis af danskere, der bor i ProduktionsDanmark, hvor man ønsker en balance mellem miljø og fødevareproduktion,« skrev Esben Lunde Larsen med direkte reference til Ida Aukens onkel og en anden tidligere miljøminister, Svend Auken.

I sin beklagelse skriver han videre, at han blev stærkt forundret over at høre Ida Auken i TV-Avisen ytre, at hun mener, at han ikke bekymrer mig om miljøet, når han endnu ikke har mødtes med hende som miljø- og fødevareminister og talt politik.

»Og når min første gerning som minister er at sætte gang i forhandlinger om en netop en naturpakke, der skal styrke vores natur.«

Ministeren er mandag morgen taget på en to-dages studietur til Holland sammen med Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, hvor de skal høre mere om forholdet mellem vandmiljø og kvælstof. Ida Auken deltager dog ikke i studieturen.