Vestfyns Efterskole på Nørremarksvej i Tommerup, der er i gang med sit 20. skoleår, har stærke traditioner med at rejse ud i verden, så eleverne »på deres egen krop« får lært noget om mennesker og forhold i fjerne lande.

Søndag den 2. februar sætter skolens forstander, lærere og alle 30 elever atter kursen ud mod fremmede himmelstrøg. Denne gang går turen til det sydlige Indien, nærmere bestemt til området omkring den tidligere danske koloni og handelsplads, Trankebar, der ligger på Coromandel-kysten i den indiske Tamilnadu provins.

Fire overnatninger er henlagt til selve Trankebar, hvor en dansk-indisk initiativgruppe, som Vestfyns Efterskoles forstander, Poul Petersen, er leder af, har som mål at restaurere det gamle danske fort, Dansborg.

På programmet for den uge, der tilbringes i Indien, står blandt andet, at eleverne skal ud at stifte bekendtskab med livet i en lille sydindisk landsby.

Landbrugsholdet står blandt andet for pasningen af skolens dyr – heriblandt en større fårebesætning samt grise og kødkvæg – som betyder, at den lille vestfynske efterskole i vid udstrækning er selvforsynende med kød, kartofler, grønsager og mange andre produkter.

Lars Hansen, der kommer fra Gestelev, har i mange år hjulpet til på en gård i nærheden af sit hjem, og han starter til august på landbrugsuddannelsens modul 1 A på Korinth Landbrugsskole.

- I øvrigt er der for øjeblikket meget tørt dernede, så det kniber gevaldigt med vand til både mennesker og dyr, påpeger Lars, der sidste år – som elev i 8. klasse på Vestfyns Efterskole - var med på en 12 dages tur til Tanzania i Afrika.

- I dette skoleår har vi allerede været en uge i Polen, fortæller Lars. Han oplyser, at rejsen til Indien dels finansieres ved, at forældrene betaler 5.000 kroner pr. elev, og dels ved at skolen sparer en hel del penge ved at fyre med brænde, som eleverne selv hjælper til med at oparbejde.