Besvær med smågrisefoder af svingende kvalitet
- Man spørger jo sig selv, hvad der bliver af det dårlige foder, der tages retur. Man kan jo næppe forstille sig, det bliver smidt ud, siger Jørgen Lindahl, Fakse Dyreklinik.
Når foderstoffirmaet velvilligt tager et dårligt parti smågrisefoder tilbage, fordi det giver anledning til diarreproblemer i en besætning, er der ikke tale om en løsning af problemet. Heller ikke selv om en ny leverance af et nyt parti smågriseblanding straks løser grisenes diarreproblemer, og det umiddelbart sker uden udgift for svineproducenten.
- Man spørger jo sig selv, hvad der bliver af det dårlige foder, der tages retur?
- Man kan jo næppe forstille sig, det bliver smidt ud, siger Jørgen Lindahl, Fakse Dyreklinik. Jørgen Lindahl er formand for svinesektionen i Den danske Dyrlægeforening, som tæller alle landets dyrlæger, der arbejder med svin.
- Det er påfaldende, så stor forskel, der er på de enkelte partier, svineproducenterne får leveret fra foderstoffirmaerne, påpeger han.
- Henvender man sig til foderstoffirmaet, lægger de blot skylden på noget argentinsk soja i råvarerne og bytter det pågældende foderparti. Men det er jo hverken tilfredsstillende for landmanden eller for os som dyrlæger, at man ikke trænger til bunds i, hvad der var den egentlige årsag.
- Råvaresammensætningen i smågrisefoder betyder utrolig meget for grisenes trivsel, og generelt er vi jo ikke så glade for hverken sojaproteiner eller raps og solsikke i smågrisefoderet, siger han.
- Der er ingen tvivl om, at konkurrencen er benhård mellem foderstoffirmaerne. Selv om det er vanskeligt at sige noget generelt om foderkvaliteten, har man indtryk af, at branchen prøver at redde på gyngerne, hvad de har tabt på karrusellerne.
- Vi anbefaler nu svineproducenterne at få taget en læsprøve ved hvert eneste leverance af foder fra deres foderstofleverandør. Så står man bedre i en efterfølgende diskussion, og sagen kommer til at handle om den konkrete foderleverance, påpeger Jørgen Lindahl.





































