Derhjemme var føret ikke til såning af vintersæd. Derfor valgte op mod tre hundrede syd- og sønderjyske landmænd at bruge forrige fredag på at kigge på maskiner til reduceret jordbehandling.

Oprindeligt var maskindemonstrationen ellers planlagt til den 14. september. Som det er alt for velkendt for landmændene, ville vejret det også i denne uge anderledes. Derfor udsættelsen til den 21. september.

Alligevel er maskinkonsulent Mads Birk fra Sønderjysk Landboforening godt tilfreds med arrangementet, selv om han ikke mener, det på grund af det regnfulde vejr er rimeligt at bedømme maskinernes præstation endsige kommentere forskelle i det udførte arbejde.

- Alligevel mener jeg, der var nyttigt at se maskinerne i funktion frem for at se dem på en udstilling, mener maskinkonsulenten.

- Det kunne simpelthen ikke gøres godt nok i det føre. Derfor var alle enige om, at maskinerne blot skulle vise, hvordan de fungerede, ved at køre 50 til 100 meter i marken.

- Det kunne ellers have været spændende at sammenligne fremspiringen efter de nye såsystemer til reduceret jordbehandling med min egen helt traditionelle jordbehandling, sagde Asmus From-Christensen.