Er det fedtet føre, kører man med hjulet i furen som sædvanlig. Og er forholdene til det, ændrer man med hydrauliske cylindre trækgeometrien og kører med begge hjul på land under pløjearbejdet.

Så fleksibelt fungerer Kvernelands nye liftophængte EO/LO vendeplov i kraft af det nyudviklede parallelogram, der forbinder vendehovedet og trækpunktet på plovrammen.

Den nye liftplov fås med fem, seks eller syv furer og med det velkendte hydrauliske Variomat-princip kan furebredden varieres mellem 12 og 20 tommer. Eller for en syvfuret plovs vedkommende, fra cirka 2,13 meters arbejdsbredde til 3,55 meters arbejdsbredde.

Det virker mindre skræmmende på andre trafikanter ved landevejskørsel, og kan samtidigt sikre den belastning på traktorens styrende hjul, som færdselsloven kræver.

Med en egenvægt på op til knapt tre tons, stiller en syvfuret EO vendeplov (automatisk stenudløser) krav om en løftekraft i liften på 10.300 kilo. Vælges en model med springbolt reduceres den krævede løftekraft 8.600 kilo.

En femfuret EO vendeplov vejer 2.400 kilo og kræver en traktor med en løftekapacitet på 5.900 kilo.

- De fleste vil blive forbavsede over, så hurtigt de vænner sig til at holde den rette afstand og dermed sikrer en præcis furebredde på forreste fure, siger produkt- og salgschef for det danske marked, Kristian Jacobsen.

- I starten ser vi folk montere sjove markøranordninger og klistermærker i traktorens ruder for at have noget at styre efter. Men lynhurtigt vænner man sig til at køre præcist og glæder sig i stedet over at traktoren kører plant under pløjearbejdet, siger Kristian Jacobsen.