Økologiske sojabønner i danske marker

Lupiner, hestebønner, sojabønner og nøgenhavre er blandt de afgrøder økologiske planteavlere tester i demomarker i det sønderjyske.

Flemming Haugaard, Bolderslev v. Tinglev, har i år sået så usædvanlige afgrøder som sojabønne, lupin, nøgen havre og hestebønne. Det har han gjort i 15 små demomarker, som udgør den sønderjyske del af et større landsdækkende projekt om proteinafgrøder. Bag projektet står Brancheforeningen for økologisk planteavl.

I alt seks økologiske landmænd har kastet sig ud i de nye afgrøder. Projektet, der er støttet af Direktoratet for FødevareErhverv, har til formålet at vise hvilke muligheder, økologiske landmænd har for at dyrke nye proteinafgrøder.

Afgrøderne hos Flemming Haugaard bliver vist frem ved en markvandring torsdag 7. juni, hvor der også er mulighed for at opleve radrensning i korn og bælgsæd og høre en forsker berette om ukrudtsbekæmpelse i lupin og andre afgrøder.

Der bliver stillet stadig større krav til den økologiske fodring. En stigende del af foderrationen skal være økologisk. Reglerne sætter samtidig nye og mere restriktive grænser for brug af fiskemel, kød- og benmel og sojaskrå. Det betyder, at økologiske landmænd har brug for nye fodermidler med et højt eller særlig værdifuldt indhold af proteiner.

- For danske planteavlere er det en udfordring at kunne levere økologiske proteinafgrøder. Hvorfor importere råvarerne til en dansk økologisk produktion, hvis vi selv kan dyrke dem herhjemme? Med de nyeste sager om fejl og snyd ved import af økologiske råvarer er spørgsmålet blevet ekstra relevant, forklarer Morten Priesholm.

Sojabønner, som også er sået i et par af demomarkerne, er en sjælden afgrøde i Danmark. Men der findes sorter, som bl.a. dyrkes i England, og det er en af dem, der bliver dyrket i demonstrationsmarkerne ved Bolderslev. Sorten hedder Chernyatka og stammer fra Hvide Rusland. Den har med succes været afprøvet i England, hvor den i forsøg har givet 16 hkg pr. ha.

Nøgen havre er en havretype med løse inderavner, der falder af under tærskning. Den indeholder omkring 13 procent protein, hvor den almindelige havre typisk indeholder 10 procent protein. Samtidig indeholder den nøgne havre mere lysin og methionin, men den giver også et lavere udbytte end den almindelige havre. Flemming Haugaard har sået sorten Rhianon.

Læs også