Uanset hvordan man ser på det, så har de danske træer - rent sundhedsmæssigt - fået det bedre og bedre i de seneste år.

Men træernes sundhed påvirkes af mange faktorer, påpeges det i en ny rapport »De danske skoves sundhedstilstand - resultater af overvågningen i 2000« fra Skov- og Naturstyrelsen. Rapporten er samtidig et bidrag til det internationale samarbejde om overvågning af skovenes tilstand i Europa.

Det er et velkendt fænomen - og helt i pagt med naturen - at der er udsving i træernes sundhedstilstand, hedder det blandt andet i rapporten. Træerne påvirkes af insektangreb, klimatiske forhold og andre naturlige forhold. Men også menneskeskabte faktorer påvirker træerne, som for eksempel ammoniakfordampning fra landbruget og ozon fra trafikken.

De seneste års positive udvikling i skovtræernes sundhedstilstand ser ud til at fortsætte. 91 procent af alle nåletræer blev vurderet som sunde i 2000. Det samme gjaldt 86 procent af løvtræerne. Tallene er de bedste i de mere end ti år, hvor sundhedsovervågningen har fundet sted. Det skyldes sandsynligvis, at 2000 var et år med gode vækstbetingelser for de danske skove: Rigelig nedbør og gunstige temperaturer både sommer og vinter.

Ligesom naturen i landskabet er naturen i skovene truet fra mange sider. Men ved at vælge de rigtige træarter kan vi på længere sigt være med til at sikre træernes sundhedstilstand.

Derfor er det vigtigt, at nytilplantning og foryngelse sker med robuste træarter, der er tilpasset lokale vækstbetingelser. Det er også et af hovedmålene i dansk skovpolitik, og derfor gives der offentlige tilskud til plantning af stabile og robuste træarter i eksisterende og nye skove.