Jordpriser i langsigtet nedtrend

De seneste tal fra Skat bekræfter, at jordpriserne falder. Historiske erfaringer viser, at priserne vil fortsætte ned en del år endnu, mener markedsanalytiker.

Vi har længe troet på det. Men nu ved vi det med sikkerhed: Jordpriserne er faldet, viser nye tal fra Skat.

- Jordprisen er nu for første gang i mange år i langsigtet nedtrend. Vi ser både faldende toppe og faldende bunde i markedskurverne, og det er et sikkert tegn på, at prisen er for nedadgående, siger Jens Schjerning, der er markedsanalytiker i Agromarkets og cheføkonom i LandboSyd.

Ifølge statistikken er jordpriserne dykket til 225.000 kroner pr. hektar i første halvår 2009. Året før, i andet halvår 2008, toppede priserne med 262.000 kroner pr. hektar for ejendomme over 15 hektar.

De historiske tal fra Skat viser et fald i jordpriserne på i alt 14 pct. Ser vi på tallene lige i øjeblikket, viser en ny opgørelse fra DLR Kredit, at faldet i jordpriserne er oppe på 15-20 procent, som det fremgik af Effektivt Landbrug i onsdags.

Til gengæld forventede DLR Kredit i artiklen, at jordpriserne har nået bunden i denne omgang. Direktør i selskabet, Bent Andersen, vurderede, at priserne fremover vil holde sig på 150.000-180.000 kroner pr. hektar – lidt mindre, hvis der er tale om en decideret planteavlsejendom.

Ikke set bunden
Jens Schjerning ser dog mere pessimistisk på udviklingen – eller optimistisk alt efter øjnene, der ser.

- Lige i øjeblikket er der ingen tegn på, at udviklingen vender. Det her er det første halvår, hvor vi kan sige med sikkerhed, at jordpriserne falder, og historisk set har det i lignende situationer taget en del halvår og år, før udviklingen er vendt igen. Derfor har vi sandsynligvis ikke set bunden endnu, siger Jens Schjerning.

Han afviser at give et bud på, hvor langt ned, priserne kommer.

- Det må markedet vise, lyder det fra cheføkonomen.

Læs også