Strid om Bedriftsløsning Svin
Medarbejder hos Landsforeningen Danske Svineproducenter sætter spørgsmål ved det hensigtsmæssige i at Landskontoret for Svin fortsætter med at udvikle nye versioner af edb-programmet Bedriftsløsning Svin.
En artikel i oktobernummeret af bladet »Svineproducenten«, der udgives af Danske Svineproducenter, har fremtvunget en skarp reaktion i etablerede kredse af dansk svineproduktion.
Under overskriften »Udvikling af Bedriftsløsning sat i stå« sætter artiklens forfatter, agronom Hans Jørgen Tellerup fra Danske Svineproducenter spørgsmål ved det hensigtsmæssige i at Landskontoret for Svin fortsætter med at udvikle nye versioner af edb-programmet Bedriftsløsning Svin.
Det har fået indflydelsesrige folk i dansk svineproduktion som Orla Grøn Pedersen og Lindhardt Nielsen, henholdsvis direktør og formand for Landsudvalget for Svin til at stille sig bag et dementi af oplysningerne om, at Landbrugets Rådgivningscenter har aflyst yderligere udvikling af programmet og i stedet koncentrere indsatsen på at vedligeholde Bedriftløsning Svin’s version 3, som det blev påstået i artiklen.
Dementiet er udarbejdet af chefkonsulent Niels Ole Nielsen fra Landskontoret for Svin på Landbrugets Rådgivningcenter i Skejby.
Hans Aarestrup Pedersen, der er direktør i Danske Svineproducenter, erkender i et dementi her i bladet, at hans udtalelse om, at Landsudvalget for Svin har sat udviklingen af Bedriftsløsningen Svin i stå, er forkert.
Danske Svineproducenter er i øvrigt repræsenteret med en enkelt plads i det 11 mand store Landsudvalget for Svin.






































