Ifølge avlschef Erling Christoffersen, DLF-Trifolium i Højme, er der generelt tale om udbytter under gennemsnittet.

- For den store fynske afgrøde, rødsvingel, er vi overrasket over udbytteniveauet efter en fornuftig sæson. Men tørken i forsommeren kan være en årsag til, at rødsvinglen i år tegner til at ligge en smule under 10 års gennemsnittet.

Samme vurdering har avlschefen for engrapgræs, medens hundegræsset ligger på et normaludbytte. Begge afgrøder har traditionelt også et godt udbytte på Fyn, men regnen efter skårlægningen har givet spild.

I alm. rajgræs tegner et tilsvarende billede i de tidlige sorter, som er indleveret på DLF-lageret syd for Odense.

Endnu i sidste uge var høsten i de sene rajgræssorter i gang, blandt andet hos gårdejer Jørgen Elkjær, Nr. Søby, der er blandt landets største rajgræs-avlere med 235 hektar med afgrøden. Han vurderer, at årets udbytter ligger omkring 20 procent under, hvad han traditionel avler. Årsagen skal givetvis findes i den manglende nedbør i maj, samt blæst og til gengæld megen nedbør i juni og juli.