Præsidenten på hjemmebane
Peter Gæmelke aflagde formandsberetning i sin »hjemmeforening«, Brørup Landboforening. Han kunne dog ikke afholde sig fra at spænde bredt i sit indlæg med både nationale og internationale emner.
Når Landbrugsraadets præsident, Peter Gæmelke, holder beretning i sin lokale landboforening, Brørup Landboforening, hvor han er formand, kan der næsten ikke andet end snige sig mere end det lokale stof ind. Man er vel ikke præsident for alle Danmarks landmænd for ingenting.
Således skete det også på dette års generalforsamling i Brørup sidste uge. Der var kommentarer til både EU-udvidelsen og WTO, så medlemmerne på hans hjemegn blev orienteret om både det lokale, det nationale og det internationale.
På EU-fronten har Kommissionen fremlagt sine forslag til, hvordan de første 10 ansøgerlande indpasses i den fælles landbrugspolitik fra 2004. Forslagene går ud på, at landene overtager landbrugspolitikkens regelgrundlag fra starten vedrørende priser og kvoter, hvorimod hektarstøtte og dyrepræmier gradvis indfases frem til 2013.
- I dansk landbrug støtter vi klart udvidelsen, men den bør finansieres af hele samfundet. Vi går ind for en gradvis reduktion af landbrugsstøtten, men det skal foregå på ensartet grundlag internationalt og aftales i WTO, sagde Peter Gæmelke.
En anden meget væsentlig faktor for landbrugspolitikken er WTO-forhandlingerne. Allerede nu er parterne enige om at gennemføre forhandlinger, der sigter på en betydelig forbedring af markedsadgangen, en reduktion og til sidst udfasning af alle former for eksportstøtte og en betydelig reduktion af handelsforvridende intern støtte.
- Den samlede forhandlingsrunde forventes afsluttet senest 1. januar
2005. Det forholdsvis lange forhandlingsforløb giver EU tid til at udforme den fremtidige landbrugspolitik i lyset af østudvidelsen, var den tilfredse melding fra Peter Gæmelke.
- Regeringsskiftet med en mere lydhør miljøminister giver anledning til optimisme. Selvom det helt sikkert bliver bedre, må vi dog ikke bilde os ind, at det bliver let, advarede Peter Gæmelke.
- Vi er meget tilfredse med, at den nye regering har tænkt sig at arbejde ud fra den grundholdning, som vi længe har haft, nemlig at der skal sættes inde der, hvor man får mest mulig miljø og natur for pengene. Et sporskifte, som var meget tiltrængt efter flere år med Aukens stræben efter at få markeret sig herhjemme såvel som i udlandet som foregangsland uden skelen til de økonomiske konsekvenser, sagde Peter Gæmelke.
- Med hensyn til Adgangsudvalgets anbefalinger, der lagde op til en revision af stort set alle naturbeskyttelseslovens bestemmelser om offentlighedens adgang til naturen, har Hans Chr. Schmidt tydeligt sagt, at der ikke er behov for at ændre på de nuværende regler. Vi kan i den sammenhæng med tilfredshed konstatere, at hans argumentation herfor ligger tæt op af jordbrugets holdninger, sagde Peter Gæmelke.
Han fortsatte med at pointere, at jordbruget gennem hele udvalgets arbejde har holdt fast i de ting, det finder centralt, nemlig en balance mellem naturbeskyttelse, ejerinteresser og friluftsliv, og at der på intet tidspunkt er dokumenteret et behov eller ønske i befolkningen om øget adgang til naturen.




































