Det startede med Karl Sørensen, der købte en Chevrolet-lastbil af Brugsen i Terndrup tilbage i 1946 – og siden har familien Sørensen kørt lastbil.

Det bliver fejret den 2. juli med åbent hus i Industriparken 15 i Terndrup, hvor virksomheden holder til i dag.

Det er tredje generation, Per Sørensen, der sidder bag rattet i såvel lastbil som i virksomhed nu, mens fjerde generation, Mads Sørensen, er på vej ind i familieforetagendet.

- Vi er jo vokset op med transport, siger Per Sørensen, der også har sit job som sin hobby.

Derfor tager han altid telefonen, for det kan være, at en kunde har brug for brændsel, træpiller eller transport.

- Det ligger altid i underbevidstheden, siger Per Sørensens kone Hanne, der er deltidsansat i virksomheden, hvor hun står for alt kontorarbejdet.

Alle er startet som selvstændige

Per Sørensens far, Kaj Sørensen, startede som selvstændig i 1958, og i 1973 overtog han sin far Karl Sørensens forretning.

Per Sørensen startede i 1990 og overtog sin fars forretning i 2000.

- Vi har aldrig kunnet vente på generationsskiftet, siger Per Sørensen.

I dag kommer generationsskiftet dog til at foregå lidt anderledes, da Mads Sørensen i første omgang er ansat i firmaet for at undersøge, om det er muligt at lave et generationsskifte.

Men det er dét, der er planen.

- Det er dét, jeg har uddannet mig til, og det har altid været mit mål, fortæller 4. generation.

Læs hele artiklen i LandbrugNord, som du finder på vores hjemmeside.