Gennem opkøbet af aktiviteterne i Midtjysk Maskincenter A/S, overtager Semler Agro A/S forhandlingen af John Deere landbrugsmaskiner for Midt-Østjylland.

Semler Agro A/S køb betyder for de nuværende ejere af Midtjysk Maskincenter A/S både et ejerskifte og fremtidssikring for både John Deere kundekredsen og for selskabets medarbejdere. Samtidigt er det også meget vigtigt for os, at de nuværende ejere alle fortsætter efter overtagelsen, udtaler Carsten Greiffenberg, Administrerende direktør i Semler Agro A/S.

Ejerkredsen af Midtjysk Maskincenter A/S udtaler:

- Det har været af afgørende betydning for vores beslutning, at selskabet videreføres af en stærk koncern som Semler Gruppen.

Endvidere udtaler ejerne af Midtjysk Maskincenter A/S, Gordon Pedersen, Bjarne Høgh og Henrik Østergaard Nielsen:

- Det er en fremtidssikret løsning for både virksomheden og alle vores medarbejdere. Derudover er vi glade for at kunne meddele, at vi alle tre fortsætter som hidtil i selskabets afdelinger i Trige og Viborg.

Når overtagelsen er godkendt af konkurrencemyndighederne og gennemført, varetager Semler Agro A/S John Deere landbrugsmaskine forhandling i Nord-, Midt-Øst, Syd- og Sønderjylland samt på Sjælland og Bornholm. Derudover varetager Semler Agro A/S forhandlingen af John Deere HavePark i Nord-, Midt-Øst-, og Syd- & Sønderjylland samt John Deere GOLF forhandlingen i hele Jylland samt på Fyn.

Semler Agro A/S vil efter overtagelsen af Midtjysk Maskincenter A/S, beskæftige mere end 200 topprofessionelle og højtuddannede medarbejdere, som vil kunne tilbyde alle nuværende og nye John Deere kunder en meget kvalificeret service og rådgivning.

Semler Agro A/S overtagelse af Midtjysk Maskincenter A/S vil også betyde en yderligere både geografisk og organisatorisk konsolidering. Det muliggør, at kravene til højtuddannet medarbejdere på alle områder vil bliver yderligere styrket, herunder ved specialister, der udelukkende har fokus på traktorer, mejetærskere, snittere, sprøjter, pressere, John Deere FarmSight, samt HavePark og Golf.

Landechef for John Deere Marko Borwieck, udtaler:

- Med Semler Agro A/S overtagelse af Midtjysk Maskincenter A/S styrkes John Deere’s samlede repræsentation i Danmark yderligere. Det er også meget vigtigt for John Deere, at alle de dygtige medarbejdere i Midtjysk Maskincenter A/S inklusive de tre nuværende ejere fortsætter i det nye set-up.