Dalum Landbrugsskole har netop afholdt en dobbelt jubilar-sammenkomst for op mod 400 tidligere elever sammen med mejeriskolen på Kold College.

På grund af corona kunne der ikke afholdes jubilæum i 2020. Derfor var der denne gang inviteret to årgange af 65, 50, 40, 25 og 10 års jubilarer.

Skolen fortsætter dermed en meget værdsat tradition, som mange andre skoler ikke længere gennemføre.

Og jubilardagen på Dalum er ikke blot et hurtigt møde.

Stort program

- Vi har ligesom de mange foregående år en hel dags program til jer, fortalte skolens forstander Jens Munk Kruse ved velkomstkaffen i Festsalen til de jubilerende landmænd.

- Der er både rundvisning på de to skoler, Dalum Landbrugsskolen og mejeriafdelingen på Kold College, fotografering i skolegården efterfulgt af den store frokost i hallen. Derefter er der traditionel kaffe i skolegården, hvor også alle ikke-jubilerende tidligere elever kan deltage og endelig – efter generalforsamling i elevforeningen Dalum Lærlinge – er der grill.

Det er den fælles elevforening for landbrugsskolen og den nu selvstændige mejeriskole, der afholder jubilardagen. Men arbejdet ligger naturligvis hos især landbrugsskolens praktiske personale, som havde nok at se til med det dobbelte antal tilmeldte.

Men anstrengelserne blev i den grad værdsat og snakken gik livligt ved gensynet med de tidligere klassekammerater.

Godt at gense

Også flere af de forhenværende lærere og andre ansatte var inviteret og kunne bidrage med gode minder og genfortællinger.

Fælles for stort set alle deltagere var en anerkendelse af Dalum Landbrugsskoles nuværende undervisning, indretning og mange aktiviteter, som gør den fynske landbrugsskole kendt og anerkendt.

- Det er en stor fornøjelse at se skolen i dag. Utroligt hvad her er sket, siden vi gik her, var gennemgående bemærkninger fra de mange tidligere elever.