Traditionen tro kommer landbruget til Grenaa for at fejre, at høsten er i hus.

I år bliver det den 1. oktober, hvor Torvet i Grenaa for en stund blandt andet bliver vært for en stor udstilling af dyr og landbrugsmaskiner.

Det er Djursland Landboforening, som i samarbejde med LandboUngdom og Handel Grenaa byder velkommen til en dag fyldt med aktiviteter for hele familien, hvor man kan komme helt tæt på landbrugets dyr som heste, køer, får og kaniner og også få en tur på hesteryg.

Karle- og Pigelauget v/Det grønne Museum er som altid på pladsen, hvor de bager pandekager over bål, og dagen igennem vil der være sjove konkurrencer, hvor man også kan vinde præmier. Der vil desuden være madboder og salg af grønsager og landbrugsprodukter på pladsen.