Maskinforretning markerer stort jubilæum
Fredag den 28. april markerer Ålbæk Smede- og Maskinforretning, at ejer Peder Hejn har ikke mindre end 65 års jubilæum. Samme dag har en medarbejder 15 års jubilæum.

Den 28. april fejrer Peder Hejn, (tv), sit 65 års jubilæum med Ålbæk Smede- og Maskinforretning. Arkivfoto: John Ankersen
Der er strømmet meget vand i åen siden det, der i dag kendes som Ålbæk Smedje & Maskinhandel ved hovedvejen mellem Bramming og Varde, så dagens lys.
Her har ægteparret Peder og Ingrid Hejn siden 1958 drevet maskinforretningen, der egentlig startede helt tilbage i 1886 af Peders oldefar, Thomas Hejn, som en smedje, og siden blev til vognmandsforretning, til den landbrugsmaskinforretning, der de seneste 65 år har ligget på adressen.
Det bliver derfor en fest- og mærkedag, når Peder Hejn fredag den 28. april markerer sit flotte jubilæum med en jubilæumsreception, hvor det også markeres, at en af medarbejderne har 15 års jubilæum.
Ålbæk Smedje & Maskinhandel, der i dag hedder Ålbæk Smede- og Maskinforretning, er forhandler af blandt andet New Holland og Texas maskiner.