Efterspørgslen på økologisk kød oplevede en stor nedgang i 2021 og 2022, men nu er efterspørgslen blandt forbrugerne igen tilbage på et højt niveau.

Det mærker man også hos Danish Crowns økologiske flagskib Friland, der har haft et godt første halvår af 2024/25.

Her er omsætningen steget med fire procent trods en nedgang i slagtningerne på 4 procent på tværs af Frilands tre koncepter.

Samarbejde og tiltag

Friland meddeler i en pressemeddelelse, at fremgangen i omsætning er drevet af en stærk fremgang af salget af økologisk grisekød, som står stærkt i den danske detailhandel. Man fremhæver ligeledes et nyt samarbejde på detailpakket økologisk grisekød og en ny pålægsserie på hylderne i de fleste danske supermarkeder.

Samtidig har et solidt salg til eksport også bidraget til fremgangen i første halvår.

- Det har været et halvår, hvor vi har set en positiv udvikling over en bred front. Vi har et rigtig godt samarbejde med alle vores nøglekunder, og med den nye pålægsserie har vi styrket vores tilstedeværelse i de danske kølediske, siger Søren Tinggaard, direktør i Friland.

Direktøren fortæller ligeledes, at der har været stor efterspørgsel fra udlandet.

- Samtidig har vi set en stigende efterspørgsel på stort set alle eksportmarkeder, og samlet set betyder det, at vi har været i stand til at betale en fair pris til vores leverandører, siger han.

Status quo

Friland har konceptet »Økologisk Kvæg«, der fastholder samme omsætning som første halvår 2023/24. Det selvom antallet af slagtninger er faldet med 3 procent. Det skyldes, at markedet for okse- og kalvekød generelt er præget af lavt udbud, som har drevet priserne op – også på økologi.

Søren Tinggaard er derfor tilfreds med første halvår af 2024/25, og peger på fremgang i danske detail og en god eksport til særligt Tyskland.

- Efterspørgslen på økologisk oksekød er steget, selvom priserne har været stigende, fordi der er blevet færre dyr. Det er både de danske og udenlandske forbrugere, som efterspørger økologisk oksekød, og derfor har vi kunnet fastholde vores omsætning, selvom antallet af slagtninger er faldet, siger direktøren.

Mindre fald

Et sted Friland har oplevet en mindre fald første halvdel af regnskabsåret er på sit eneste ikke-økologisk koncept »Frilandsgris«. Her er omsætningen gået tilbage i første halvår, men faldet er mindre en faldet i antallet af slagtede dyr, og det er positivt fremhæver direktøren.

- For Frilandsgris har vi rigtig gode samarbejder både på dansk detail og foodservice. Antallet af slagtede dyr er faldet 10 procent i første halvår af 2024/25, men omsætningen falder kun med 5 procent, siger han.

Søren Tinggaard peger samtidig på den helt store udfordring med Frilandsgris.

- Udfordringen for Frilandsgris er udnyttelsesprocenten af grisen, og den arbejder vi på at løfte. Samlet set er vi et godt sted i Friland lige nu, men vi skal fortsat optimere vores salg, så vi sikrer vores leverandører en indtjening, der gør det muligt for dem at fortsætte udviklingen af deres bedrifter, forklarer direktøren.

Søren Tinggaard blev for nyligt udpeget som ny direktør for Danish Crown Ejerservice, men indtil en ny direktør er fundet til Friland, fortsætter han også i den rolle.

Business