Danish Crowns mangeårige Asien-ekspert Jens Bech, også kendt som »Mr. Japan«, skifter til det privatejede slagteri Danepork.

Det skriver Danepork i et opslag på LinkedIn.

Her skal han være med til at styrke selskabets salgsstrategi i Asien i en advisor-rolle.

- Jens Bech får en vigtig rolle i at etablere strategiske kunder i Asien, som han har praktiseret i årtier – og han bidrager hermed til at styrke en vigtig del af Daneporks salgsstrategi, lyder det fra Danepork på LinkedIn.

Jens Bech har i over 40 år arbejdet med kød- og eksportmarkeder, især i Japan, der traditionelt har været et højt betalende marked for dansk svinekød.

Han er den seneste i en række tidligere Danish Crown-profiler, der har fået job hos Danepork. Blandt andre er også tidligere fabrikschef Carsten Ole Hansen og markedsdirektør Mads Stougaard rykket til det privatejede slagteri.

Dertil kommer Søren Eriksen, tidligere i Danish Crowns topledelse, som nu er bestyrelsesformand i Danepork – og senest Jan Nordstrøm, tidligere økonomimand i andelsselskabet.

Business