Gule ærter, kikærter, linser og kidneybønner har potentiale til at blive en langt større del af den danske madkultur. I dag spiser danskerne i gennemsnit kun 10 gram bælgfrugter om dagen – selv om de officielle kostråd anbefaler 100 gram for både sundhedens og klimaets skyld.

Det vil projektet »Dansk BælgBoost« ændre på. Med en bevilling på 13,8 millioner kroner fra Plantefonden skal projektet udvikle hele værdikæden for danske bælgfrugter – fra marken til de professionelle køkkener.

- Det er en stor og spændende opgave at samle partnere fra hele værdikæden, men netop samarbejdet på tværs er vi gode til i Danmark. 18 offentlige køkkener fra de medvirkende kommuner og Aarhus Universitetshospital har allerede meldt sig klar til at arbejde med danske bælgfrugter, og vi glæder os til også at invitere landmænd og planteavlere med ind i projektet i det nye år, siger Bente Svane Nielsen, initiativtager til Dansk BælgBoost og chefkonsulent hos Seges Innovation.

Bente Svane Nielsen, initiativtager til Dansk Bælgboost og chefkonsulent hos Seges Innovation.

Bente Svane Nielsen, initiativtager til Dansk Bælgboost og chefkonsulent hos Seges Innovation.

Fra mark til menu

En central del af arbejdet bliver at teste danske bælgfrugter i storkøkkener i samarbejde med virksomheden Edgy Foods.

- Vi tester danske ærter, bønner og linser med opskrifter og krydderiblandinger inspireret af køkkener fra hele verden. Målet er at gøre det nemt for professionelle køkkener at servere velsmagende retter med danske bælgfrugter, siger Niels Bang Christensen, adm. direktør i Edgy Foods.

Igennem projektet forsøger samarbejdsparterne blandt andet på at få flere linser på menuen.

Igennem projektet forsøger samarbejdsparterne blandt andet på at få flere linser på menuen.

Stort partnerskab og lang horisont

Projektet samler en bred kreds af partnere: Seges Innovation står i spidsen sammen med Sønderborg Kommune, Vejen Kommune, Kolding Kommune, Aarhus Universitetshospital, Gl. Buurholt, Food Bornholm, Edgy Foods, Syddansk Universitet, Innovationscenter for Økologisk Landbrug og Teknologisk Institut.

Projektet løber frem til udgangen af 2029 og afsluttes blandt andet med en større præsentation af resultaterne på DGI Landsstævnet.

BælgBoost er et af årets største projekter under Plantefonden og skal bane vejen for, at danske bælgfrugter kan blive et naturligt valg i både private og offentlige køkkener – til gavn for både landmænd, klima og folkesundhed.

Business