En mindre griseproducent i Thy er gået konkurs efter et markant fald i slagtesvinenoteringen siden efteråret.

Producenten, Anders Dahl Nielsen, er taget under konkursbehandling ved Retten i Holstebro den 10. april, ifølge Statstidende.

Det beretter LandbrugsAvisen.

Virksomheden har årligt leveret omkring 6.000 slagtegrise til Tican, men svigtende afregningspriser har undermineret økonomien.

- Min likviditet er løbet op her i foråret. Derfor har jeg valgt at lukke ned i stedet for at belåne efter dialog med banken, siger Anders Dahl Nielsen til LandbrugsAvisen.

Siden opstarten i 2020 har han drevet produktion fra lejede stalde i Sperring og Sjørring med 270 søer samt både smågrise og slagtegrise.

Ifølge producenten er det især det seneste prisfald, der har gjort driften urentabel. Noteringen hos Tican er siden oktober faldet med knap tre kroner per kilo til 9,45 kroner.

Han peger på, at en notering over 11 kroner per kilo er nødvendig for at skabe balance i økonomien.

De resterende dyr forventes afviklet frem mod juli, hvorefter produktionen ophører.

BusinessSvin