Novo Nordisk Fonden investerer i samarbejde med en række centrale aktører mange penge i øget innovationskraft i dansk planteavl, hvor formålet er at få de gode idéer gjort til virkelighed.

Nu træder planteavlsrådgivningsvirksomheden BJ-Agro ind i projektet, der også inkluderer videnscentret Agrovi, for at samle landmænd i det midt- og vestjyske til den fælles innovationsindsats.

- Vi møder mange gode idéer i hverdagens dialoger med landmænd, og derfor bliver det virkelig en fornøjelse, at vi nu med projektet har mulighed for at kunne hjælpe med, at disse bliver realiseret, siger Ulrik Kragh, direktør hos BJ-Agro i Hovborg.

Som led i indsatsen har BJ-Agro suppleret sig med Klaus Arnegaard, der kommer fra en stilling, hvor han i de seneste 10 år har samlet virksomheder til forskellige netværk med fokus på udvikling.

Agrovis projektleder, Henrik Kruse Rasmussen, glæder sig over, at BJ-Agro er trådt ind i projektet.

- Vi får med BJ-Agros specialviden inden for højværdiafgrøder – og med den spændende profil med Klaus Arnegaard – tilført nye kompetencer, som supplerer de øvrige stærke partnere i projektet, siger han.

Projektet er landsdækkende og ledes af Teknologisk Institut og Agrovi.

Business