100 mio. i minus: Derfor fortsætter milliardinvestorerne i biogas
Danske biogasselskaber taber hundredvis af millioner kroner, men investorerne fortsætter udbygningen. Troen på voksende efterspørgsel efter grøn gas og dansk teknologi skal vende røde regnskaber til langsigtet gevinst.

Biogasselskaber taber millioner, men investorer satser fortsat på grøn gas og dansk teknologi som fremtidig eksportmotor. Her ses Sindal Biogas. Arkivfoto
Sindal Biogas tabte 100 millioner kroner i seneste regnskabsår og har samlet tabt mere end 220 millioner kroner over tre år. Udviklingen er langt fra enestående. Tønder Biogas viser et lignende mønster, mens BioCirc og Shell Biogas i samme periode har tabt henholdsvis 375 millioner kroner og omkring 2 milliarder kroner.
De store underskud skyldes blandt andet lave gaspriser, kollaps i markedet for grønne certifikater og høje biomasseomkostninger. Alligevel fortsætter investeringerne, og Sindal Biogas udvider endda med et nyt anlæg, selv om selskabet forventer endnu et millionunderskud.
Det beretter mediet Nordjyske.
Ifølge adm. direktør i Biogas Danmark, Lars Kaspersen, ser investorerne længere frem end de seneste regnskaber.
- Der er en stigende efterspørgsel på grøn gas - både fra industrien, transportsektoren og ikke mindst skibsfarten. Derfor bliver der investeret mere og mere i biogas i hele Europa, siger han til mediet.
Han peger på, at Danmark har stærke forudsætninger med stor erfaring i at bygge og drive biogasanlæg, samtidig med at grøn gas kan bidrage til både forsyningssikkerhed og lavere CO2-udledning.
Branchen efterlyser dog bedre rammevilkår. Ifølge Lars Kaspersen kræver fortsatte investeringer blandt andet afgiftsfritagelse, hurtigere myndighedsgodkendelser og et iblandingskrav for grøn gas.
Hvis de politiske ambitioner skal nås, så skal de politiske handlinger også følge med, siger han.




































