Danish Agro Machinery skifter ud på en central post i den østdanske maskinforretning.

Markedsdirektør Dann Nielsen fratræder ved udgangen af 2026 efter en årrække som en markant profil i selskabets forretning på Sjælland og øerne. Samtidig er Troels Pontoppidan ansat som ny regional salgschef med tiltrædelse 1. november 2026.

Ledelsesskiftet kommer på et tidspunkt, hvor Danish Agro Machinery er i gang med at samle og tilpasse sin danske forhandlerstruktur til et marked præget af større landbrugsbedrifter, mere avancerede maskiner og stigende krav til service og specialiserede kompetencer.

- Dann har ydet en stor indsats for Danish Agro Machinery, og han har spillet en nøglerolle i opbygningen af vores position, særligt i Østdanmark. Han er maskinhandler med stort M, har stærke relationer, stor markedsviden og en betydelig forståelse for kundernes forretning. Det fortjener anerkendelse, siger Jens Skifter, koncerndirektør i Danish Agro Machinery i en pressemeddelelse.

Fra ejerleder til markedsdirektør

Dann Nielsen har en lang historik i den danske maskinbranche og har blandt andet været ejerleder i Røstofte Maskiner, inden virksomheden blev en del af Danish Agro-systemet.

Han bliver i Danish Agro Machinery frem til årets udgang, hvor han blandt andet skal sikre overdragelsen til sin efterfølger.

- Jeg er stolt af det, vi gennem årene har bygget op sammen med medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. Det er vigtigt for mig, at overgangen bliver grundig og ordentlig, så både kunder og organisation oplever kontinuitet. Jeg ser frem til at bidrage til overdragelsen og til at give mine erfaringer og relationer videre. Troels er meget kendt og respekteret i vores forretning, hvor han i mange år har haft et tæt samarbejde med mange af vores medarbejdere, siger Dann Nielsen.

Henter salgschef fra Kverneland

Troels Pontoppidan kommer til Danish Agro Machinery med mange års erfaring fra maskinbranchen. De seneste 11 år har han været salgschef hos Kverneland og er derfor allerede et kendt navn blandt en del af kunderne og aktørerne i branchen.

Hos Danish Agro Machinery får han som regional salgschef til opgave at videreføre den lokale markedsposition i Østdanmark og samtidig koble salgsarbejdet tættere sammen med eftermarkedet og den øvrige organisation.

- Med Troels får vi en stærk faglig og kommerciel profil, som kender branchen og forstår kundernes behov. Han har samtidig det engagement og den gennemslagskraft, der skal til for både at videreføre og udvikle vores position i Østdanmark, siger Rasmus Thing, salgsdirektør i Danish Agro Machinery.

Troels Pontoppidan peger selv på kundekontakt, salg og service som centrale indsatsområder.

- Jeg glæder mig meget til at blive en del af Danish Agro Machinery. Jeg har stor respekt for det arbejde, Dann og organisationen har udført, og jeg ser frem til at lære medarbejderne og kunderne endnu bedre at kende. Mit fokus bliver at være tæt på kunderne, sikre en høj kvalitet i både salg og service og sammen med organisationen fortsætte udviklingen af forretningen i Østdanmark, siger Troels Pontoppidan.

Fra venstre: Dann Nielsen, Troels Pontoppidan og Rasmus Thing. Foto: Danish Agro Machinery

Fra venstre: Dann Nielsen, Troels Pontoppidan og Rasmus Thing. Foto: Danish Agro Machinery

Ledelsesskifte følger større strukturændringer

Udskiftningen på salgssiden sker samtidig med, at Danish Agro Machinery fortsætter en større omlægning af den danske maskinforretning.

Siden 2024 har aktiviteterne været drevet som én samlet virksomhed med 12 afdelinger. Formålet er at udnytte kapacitet, medarbejderkompetencer og ressourcer bedre på tværs af organisationen, samtidig med at selskabet vil fastholde den lokale kundekontakt.

På Sjælland og øerne er en større del af aktiviteterne blevet samlet omkring Røstofte/Mern. Her fungerer et nyt værksted som et centralt omdrejningspunkt, mens samlingen af blandt andet kompetencer, maskiner og reservedele skal give større kapacitet og adgang til mere specialiserede funktioner.

Det følger samme linje som de strukturændringer, Danish Agro Machinery har gennemført i Midt- og Nordjylland, hvor aktiviteterne ligeledes er blevet koncentreret omkring færre og stærkere regionale enheder kombineret med mobil service tæt på kunderne.

- Landbruget udvikler sig hurtigt. Bedrifterne bliver større, og kunderne stiller højere krav til både kapacitet, service og specialviden. Derfor skal vi også udvikle vores organisation. Vi skal være lokalt til stede, men samtidig kunne bringe hele Danish Agros styrke i spil for den enkelte kunde, siger Jens Skifter.

Skal løfte indtjening efter underskudsår

Som Effektivt Landbrug tidligere har beskrevet, nåede Danish Agro-koncernens samlede danske maskinforretning i 2025 en omsætning på 1,3 milliarder kroner, knap 5 procent mere end året før. Det samlede driftsresultat steg samtidig fra 42 til 62 millioner kroner.

Ledelsen har blandt andet peget på et vigende marked for både nye og brugte maskiner og høje finansielle omkostninger som følge af et for stort maskinlager.

Trods markedsmodvinden forventer Danish Agro Machinery et resultat før skat på 5-10 millioner kroner i 2026. Det vil i givet fald betyde et markant løft efter to år med røde tal.

Ledelsesskiftet i Østdanmark bliver dermed gennemført samtidig med, at selskabet forsøger at få både organisation og indtjening på plads til et maskinmarked, hvor volumen fortsat er under pres.

Danish Agro Machinery markerer ledelsesskiftet med en reception i Røstofte fredag den 6. november 2026.

BusinessMaskiner