DLF henter ny finansdirektør med Novo-erfaring
Brian Benjamin Staalkjær bliver ny finansdirektør i DLF og får plads i koncernledelsen. Han kommer med erfaring fra blandt andre Novonesis, Chr. Hansen og Novo Nordisk og skal være med til at understøtte frøkoncernens fortsatte vækst og investeringer.

Brian Benjamin Staalkjær ser frem til at blive finansdirektør i DLF. Efter planen tiltræder han hos den danske frøgigant senest 1. oktober i år. Foto: DLF
Brian Benjamin Staalkjær bliver ny finansdirektør i den danske frøgigant, DLF, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Den nye direktør kommer fra Novonesis og har tidligere haft ledende finansstillinger i blandt andet Chr. Hansen og Novo Nordisk.
Brian Benjamin Staalkjær tiltræder senest 1. oktober i år og bliver samtidig en del af koncernledelsen i den andelsejede frøvirksomhed. Han er i dag Senior Vice President og Head of Business Finance i Novonesis, hvor han blandt andet har været involveret i den finansielle integration efter fusionen mellem Novozymes og Chr. Hansen.
Tidligere har han haft finansielle lederstillinger hos Chr. Hansen, Novo Nordisk og PwC Danmark.
Skal bidrage til DLF's vækst
Ifølge DLF skal den nye finansdirektør være med til at understøtte koncernens fortsatte vækst og investeringer i blandt andet innovation og planteforædling.
- Brian tilfører stor erfaring med at udvikle internationale virksomheder og sikre en stærk finansiel platform for fortsat vækst. Vi glæder os til at få ham med på holdet, siger Søren Halbye, der er adm. direktør i DLF.
Brian Benjamin Staalkjær fremhæver selv DLF's internationale position og selskabets tilknytning til dansk landbrug som væsentlige grunde til skiftet.
- DLF er en helt særlig virksomhed med en stærk international position og et ejerskab, der er tæt forankret i dansk landbrug. Det giver et langsigtet perspektiv, som tiltaler mig, siger han.
Brian Benjamin Staalkjær overtager posten fra Tom Karlebo, der var økonomidirektør i DLF siden 2023.


































