Hytteost-boom får mejerier til at investere i mere kapacitet
I hvert andet køleskab står der hytteost. Det viser en ny undersøgelse fra Kauza, som er foretaget af Mejeriforeningen. Indholdet af protein og de mange anvendelsesmuligheder har gjort hytteost til en stor trend blandt danskerne, og det får nu mejerierne til at skrue op for produktionen.

Der er i dag hytteost i køleskabet i mere end hvert andet hjem. Fotos: Mejeriforeningen
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Hytteost hitter blandt danskerne.
Nye tal fra analyseinstituttet Kauza foretaget for Mejeriforeningen viser, at hytteost over de seneste år er blevet mere og mere populær.
Så populær, at mejerierne er nødt til at udvide deres kapacitet for at kunne følge med efterspørgslen.
Det er proteinindholdet og de mange anvendelsesmuligheder, der har gjort hytteosten populær hos danskerne. Ikke mindst takket være trends på sociale medier, ligesom tre kogebøger med udelukkende inspiration til madlavning med hytteost er på vej.
Findes i hvert andet køleskab
Hytteosten er et alsidigt produkt, og tal fra Kauza viser, at mere end halvdelen af danskerne har den i deres køleskab.
Det er over de seneste år, at hytteosten har gjort sit indtog, men alene fra sommeren 2025 til sommeren 2026 er der 13 procent flere husstande, som lægger hytteost i indkøbskurven.

Med sit indhold af protein og mange anvendelsesmuligheder er hytteost blevet et stort hit blandt danskerne.
Mammen skruer op
Den stigende efterspørgsel på hytteost mærker man især hos Mammen Mejerierne, som er det eneste mejeri, der producerer hytteost i Danmark.
For at følge med efterspørgslen har en udvidelse af kapaciteten været nødvendig, men knap var udvidelsen taget i brug, før der var behov for den næste.
Den nye udvidelse kommer i starten af det nye år, lyder det fra vicedirektør og medejer i Mammen Mejerierne Peter Staunsbæk, som ligeledes glæder sig over, at butikker og forbrugere i Danmark tænker på Mammen, når de tænker på hytteost.
- Det er vi stolte og glade for. Jeg kan også mærke det hos vores medarbejdere på mejeriet. De glæder sig virkelig over at være med til at producere sådan et godt produkt, som danskerne virkelig har taget til sig, og med god samvittighed kan nyde og bruge i hverdagen, fordi det mætter og er sundt, siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Og så er der alverdens måder, man kan bruge hytteost i madlavningen.
Netop brugen af hytteost i madlavningen findes der mange eksempler på. For nylig er der udkommet en dansk kogebog udelukkende med opskrifter, hvor hytteost indgår.
Derudover er yderligere to kogebøger på vej til de danske hytteostforbrugere.
Fakta om hytteost
- Med sine 4-5 procent fedt er hytteosten et af ostemarkedets mildeste og mest magre produkter
- Hytteost består af let salte, bløde ostekorn i en cremet flødelage
- Hytteost har sit navn fra det engelske »cottage cheese«, som den blev kaldt, fordi nordamerikanske indvandrere midt i 1800-tallet havde den med fra Europa og producerede osten i deres hytter
- Hytteost blev introduceret på det danske marked i 50’erne
- Danske mejerier har fremstillet hytteost siden 1963
- Hytteost fås i mange varianter både med og uden smagstilsætning
- Hytteost kan spises, som den er, på brød, anvendes i salater, til bagværk, i frugtdesserter eller anvendes i f.eks. æggebaserede retter
En international trend
At hytteost er populært i Danmark, er ikke et enkeltstående tilfælde. Også i Sverige er hytteost populært, ligesom Storbritannien og Holland oplever stigende interesse.
Arla, som er et af verdens største mejerier og sælger mejeriprodukter til forbrugere i hele verden, mærker også den stigende efterspørgsel på hytteost.
Over de seneste tre år har Arla oplevet, at salget af hytteost er steget med 25 procent på tværs af mejeriets markeder og særligt i Nordeuropa.
Den 1. oktober meddelte Arla også, at man er på vej til at investere 212 millioner kroner i at øge produktionen af hytteost på koncernens mejeri i Falkenberg i Sverige, som i forvejen er Europas største hytteostmejeri.
- Forbrugernes madvaner ændrer sig, og flere efterspørger produkter med et højt proteinindhold, som samtidig smager godt og er nemme at bruge i hverdagen. Skyr og hytteost er populære i mange lande, og med investeringerne vil vi gøre produkterne tilgængelige for endnu flere, sagde Peder Tuborgh, adm. direktør i Arla Foods, 1. oktober i forbindelse med investeringsplanerne.
Den 10. oktober lyder det fra Arla, at hytteost tidligere blev betragtet som et nicheprodukt, men nu har vundet indpas hos mange forbrugere, som i dag bruger hytteost i måltider og mellemmåltider, fordi de kan lide smagen, næringsindholdet og de mange måder, produktet kan bruges på.
Investeringen fra Arla lægger sig samtidig i halen af en investering i 2025 på 255 millioner kroner i produktionen af hytteost i Sverige, ligesom man tidligere i år købte den australske hytteostproducent Brancourts.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































