BM Silo har lanceret en ny silo, BM Basic. Det er en basisløsning, som henvender sig til alle landmænd med mere generelle opbevaringsbehov.
BM Basic hedder en ny silo fra Holstebro-virksomheden BM Silo. Siloen træder direkte ind i virksomhedens filosofi om, at deres produkter skal passe til enhver, og derfor har de manglet en standardmodel i en lavere prisklasse. Den har de fået nu, og den appellerer direkte til landbrugsbranchen og dem, som vil have et solidt produkt, som kommer uden tilvalg og særligt tilbehør.
- Vi er rigtig dygtige til og har mange års erfaring med at lave kundetilpassede løsninger, fordi vi vil gerne lave siloer, som passer til alle. Samtidigt befinder vi os i en tid, hvor flere virksomhedsejere kæmper med ændrede vilkår for at drive virksomhed. Derfor vil vi gerne udvide vores produktlinje, så vi kan tilbyde en basisløsning, der ikke kræver større investeringer, forklarer Claus Martinsen, som er ejer og R&D director i virksomheden.
BM Basic er navnet på en række af silomodeller, hvor vægtfylde kan være op til 650 kg pr. kubikmeter. BM Basic er produceret af samme materialer og på samme produktion som resten af BM’s produkter, men appellerer altså til landmanden med mere generelle opbevaringsbehov som for eksempel foder eller træpiller – og den brede appel, frem for specialtilpasninger, er afspejlet i prisen.
- Siloen er til alle landmænd, som har brug for opbevaring – det kan være, at deres nuværende løsning blot er opbevaring i sække, og til dem vil basic-siloen være en løsning, hvor prisen ligger mellem 15 og 20 procent under vores nuværende billigste silo, siger Claus Martinsen, der understreger at prisen for kunden fastsættes af den enkelte forhandler.
Optimering af opbevaringsplads
Den firkantede silo udnytter opbevaringspladsen over 25 procent bedre, end de klassiske runde siloer. Desuden kan de integreres i enhver staldbygning, skriver BM Silo i en pressemeddelelse.
- Den er for eksempel ideel, hvis en landmand for har brug for en højere kapacitet, men ikke skal bruge et specialiseret produkt, så kan han kombinere sine siloer ved for eksempel at have tre BM Basic-silo og supplere med en af vores specialtilpassede agro-siloer, siger han.
Siloen er produceret i stål, som bidrager til en utrolig lang holdbarhed, samt en høj indvendig hygiejne til opbevaring af råvarer. Som standard er den produceret i galvaniseret stål med glatte overflader, der sikrer nem tømning. Desuden har den inspektionslem og leveres som kit til samling på slutdestinationen.
- Det er en silo, som lever fuldkommen op til den standard, som vi i øvrigt har for vores produkter. Den er blot mindre. Den udvider vores skala af produkter, så de, der ikke har brug for tilpasninger, kan vælge Basic, og de, som vælger at gå efter Rolls Royce’n inden for siloer, kan vælge vores Clean Silo, forklarer Claus Martinsen.