New Holland omstrukturerer sit forhandlernet øst for Storebælt og vælger Johannes Mertz som eneforhandler af New Holland-maskiner i området.
New Holland-forhandleren Johannes Mertz overtager nu en af sine sjællandske konkurrenter, Slagelse Maskinforretning. Det skriver Johannes Mertz i en pressemeddelelse.
Således overtager Johannes Mertz alt, hvad købet indebærer, af forpligtigelser, værdier, medarbejdere og kundedatabase. Men man går samtidig ud og leder efter nye ansatte til den sammenlagte forretning.
- Det ligger os meget på sinde, at kunderne i vores nye område vil opleve denne ændring med så lille en gene som muligt. Vi skal også sikre, at vi kan servicere flåden af New Holland-traktorer, pressere og mejetærskere og får naturligvis brug for en del nye serviceteknikkere og reservedelssælgere til denne store opgave. Vi er naturligvis meget glade og stolte over, at New Holland har valgt os som deres fremtidige forhandler øst for Storebælt. En opgave, vi går til med samme respekt for kunder og medarbejdere, som da vi for godt to år siden overtog Johs. Mertz, udtaler Christian Holst, adm. direktør hos Johannes Mertz.
Sivertsen stopper som New Holland-forhandler
Omstrukturering
Overtagelsen af Slagelse Maskinforretning sker i forbindelse med, at New Holland er i gang med en omstrukturering af sit forhandlernetværk øst for Storebælt. Hvilket har betydet genvalg til Johannes Mertz. Torsdag eftermiddag blev det også udmeldt, at New Holland har opsagt sin aftale med en anden sjællandsk forhandler, Sivertsen, ved Roskilde. Således er salget af New Holland-maskiner øst for Storebælt gået fra at lægge hos tre forskellige forhandlere til nu kun at være placeret hos Johannes Mertz.
- Det er med glæde, at vi nu ser en yderligere styrkelse af New Holland-forhandlernetværket, hvor Johannes Mertz med overtagelsen af Slagelse Maskinforretning sikrer kontinuiteten og kvaliteten i New Holland-forhandlernetværket øst for Storebælt. Konsolidering og teknologisk udvikling sker hurtigt både hos vores kunder og ikke mindst i vores produktsortiment og forventningerne til vores forhandlernetværk forandres hastigt i takt med dette. Vi er glade for at se, at de stærke kompetencer hos både Johannes Mertz og Slagelse Maskinforretning samles under en organisation, og vi ser frem til de muligheder, dette bringer, udtaler forhandlerudviklingsansvarlig Lars Borg, CNH Industrial Danmark.
I forbindelse med købet annoncerer Johannes Mertz også, at man vender tilbage til Bornholm, hvor man lige nu er i færd med at arbejde på det rette setup. Købet af Slagelse Maskinforretning træder i kraft fra den 1. marts i år.
Om Slagelse Maskinforretning og Johannes Mertz
Slagelse Maskinforretning A/S blev grundlagt i 1981 af Saxonia A/S i Ringsted under navnet Ringsted Traktorcenter. I 1987 flyttede man til nybyggede lokaler i Slagelse og ændrede navn til Fiatagri Slagelse Ringsted.
I 1994 købte medarbejderne firmaet og antog navnet Slagelse Maskinforretning A/S. Johannes Mertz A/S blev grundlagt i 1915 af Johannes Mertz. Har siden 1968 været New Holland-forhandler og blev sidste år udnævnt til årets mejetærskerforhandler efter et salg på 29 nye mejetærskere. Johs. Mertz A/S er ejet af Gert Klitgaard og Christian Holst.