De smukke bygninger på landet kan så meget

Af Lene Aagaard, arkitekt MAA i Velas

Vi oplever hver dag, at en landmand samler sin produktion på enkelte større gårde og efterlader en stor, slidt bygningsmasse i landskabet. Den kan nedrives og laves til mark eller sælges til en skolelærer med hang til at lege bonderøv. Men for mig at se, er begge dele for snævert.

Man bør springe ud i at bruge hele arealet, ikke kun selve stuehuset og en enkelt sidebygning. Hvad med de mange veje, pladser og mindre spændende bygninger og siloer? Det fylder ofte flere hektar med potentiale til at bevokses med træer og skabe en helt ny skov, der ikke skal findes plads til i det åbne land.

De industrielle stalde kan renses for tag og tagkonstruktioner, der køres væk til genbrug, mens beton forbliver. Ved simpel flytning af jord fra kørearealer til midt i gamle betonruiner kan vi skabe et kuperet terræn, der bevokses og får lov at skabe sin egen biodiversitet.

Når man står med en tom grisegård, kan det hele se uoverskueligt ud, og når man foreslår et kaste jord over betonpladserne og at indrette boliger og værksteder samt hestestalde i de gode bygninger, ringer alarmklokkerne typisk.

Men hvorfor?

Grønt og bæredygtigt byggeri

Det er det gode initiativ, kreativiteten og et stadigt større ønske blandt unge familier og ikke mindst seniorer om at bygge grønt, bæredygtigt og lidt længere ude på landet.

Bor vi tre familier og et par enker på en større gård, kan man sagtens opnå det ønskede privatliv, uden at man behøver at høre et barn græde sig i søvn. Men samtidigt kan man handle lidt for hinanden og måske have en konkurrence kørende om størrelsen på ens tomatplanter.

Der er noget romantisk over tanken, men også en masse realisme, hvis den gode vilje er der:

En gård kan bestå af tre længer; muret og pæne, men med eternittag og gamle vinduer. Overetagen er inddraget til beboelse i stuehuset, dog uden forudgående ansøgning om byggetilladelse. De to længer står fortsat i BBR-registret som henholdsvis grise- og kostald. Disse længer har et betongulv, der afslører logistikken i et dyrehold. Vi ser også tit, at inventar er bevaret eller snarere: »ikke fjernet«.

Der skal ny bund i disse bygninger og mure på indersiden, men så er der også basis for indretning af en enkelt eller to boliger, eventuelt også igennem udnyttelse af overetagen, der ofte skal renoveres gennemgribende, men de fleste ønsker at bevare den oprindelige tagkonstruktion, som ofte er et virvar af smukke bjælker, der har levet et godt liv i en utæt og dermed ventileret tagetage.

Vi skal således renovere staldbygninger, men samtidig bevare de tunge bygningsdele.

Vi bør kunne tillades at bruge disse gamle, solide bygninger, uden at der skal opsættes uforholdsmæssigt dyre konstruktioner eller materialer. Og sker dette, kan den førnævnte trelængede gård indrettes til fem boliger i de to længer og den sidste længe til garager og måske en stald, måske et vaskehus med tagvand, måske et fælles grovkøkken til fremstilling af saft og marmelade, måske et værksted med en stor samling fra beboernes tidligere liv i parcelhusene eller på en større gård i nabolaget.

De to længer i en vinkelret forbindelse kan indrettes, så de ikke glor ind i hinandens bolig. Den praktiske længe kan alle kigge over til. Gårdspladsen kan bevokses, som samlingsplads eller mere lukket p-plads.

En ny generation på landet

Som arkitekter for landmænd kommer vi helt tæt på landmandens overvejelser, når landbruget er på vej til at afslutte sin drift.

Det kan være forbundet med stor sorg at afvikle den virksomhed, man som fjerde generation har ført videre fra de mange forfædre. Det er så svært at være dén, der lukker og slukker.

Vi ser den nye udnyttelse som samlivs-bolig for folk, der kommer til at elske at bo på netop denne plet som en stor succes. Og en værdig videreførelse af det, de gamle startede og fik til at vokse. Nu kan bygningerne danne ramme for familiers liv, for landmænds otium sammen med andre.

Og det store område, der har rummet mange grise, hvor det har brummet fra mange store landbrugsmaskiner, kan nu være bund for nyt liv i form af krat, skov, vildtpleje, store urtehaver, mindre dyrehold og dejlige timer for de nyere beboere.

En ny generation på landet behøver ikke at være landmænd, men de nyder godt af, at de gamle landmænd har udviklet de små pletter i landskabet, så de nu kan være en del af fremtiden.