Bygger for bedre velfærd
Hindsgaul Entreprise oplever både med de igangværende projekter, men også fremtidige, en god optimisme. Blandt andet hos Jakob Bonne Eriksen, Gelstedgaard, der udvider sin kvægstald med knap 2.400 kvadratmeter.

Den eksisterende kvægstald udvides med 67 meter i længden og plads til 100 ekstra køer. Fotos: Henriette Lemvig
Hos Jakob Bonne Eriksen på Gelstedgaard i Gelsted er der gang i byggeriet. Hindsgaul Entreprise er i fuld gang med en tilbygning på 2.375 kvadratmeter i forlængelse af den eksisterende kostald. Forlængelsen skal indeholde både kælvningsbokse, plads til goldkøer og to nye robotter. Der bliver dybstrøelse i det meste, og udelukkende spalter ved ædepladser.

Hindsgaul Entreprise oplever en god optimisme i landbruget. De forventer at være færdige med udvidelsen af eksisterende kvægstald hos Jakob Bonne Eriksen, Gelstedgaard, inden for de næste tre til fire uger.
- Der er heldigvis god optimisme blandt mælkeproducenterne, men vi kan da godt mærke, at der bliver færre og færre kvægbesætninger på Fyn, siger Kim Hindsgaul, ejer af Hindsgaul Entreprise og ankermand på byggeriet.
Af samme grund oplever han ikke - i forhold til tidligere aktivitet – en stigning i forespørgsler eksempelvis på baggrund af den nye lovgivning inden for kvæg. Dog er der, ifølge Kim Hindsgaul, stort set altid en stald eller en renovering i støbeskeen.
- Lige pt. har vi to mælkeproducenter og en hestestald, hvis vi snakker agrobyggeri, siger han.

Udvidelsen sker primært for at være forberedt på kommende lovkrav, samt for at øge køernes velfærd.
Risiko for store prisstigninger og lang levering
Udfordringerne ligger i risikoen for ikke at kunne skaffe byggemateriale, og at der kommer yderligere prisstigninger på brændstof og stål.
- Vi har haft problemer med at skaffe polystyren, men det er nærmest kun til vores erhvervsbyggeri uden for landbruget. Inden for landbruget, kan det være stålprodukter, som stålkonstruktion, stålplader med videre, som der kan være lange leveringstider på, siger han.
- Og så er prisstigninger på brændstof til de store entreprenørmaskiner jo meget kraftigt opadgående, ligesom vi oplever store prisstigninger på stål, lyder det fra Kim Hindsgaul.

Jakob Bonne Eriksen driver Gelstedgaard i Gelsted med i dag 300 jerseykøer. Ejendommen har miljøgodkendelse til 400 køer. Udvidelsen sker med eget opdræt.
Lovkrav og velfærd
Jakob Bonne Eriksen bygger til på grund af velfærd og lovkrav.
- Vi fik en miljøgodkendelse tilbage i 2017, hvor vi har fået lov til at udvide fra de nuværende 300 køer til 400. Den skulle udnyttes inden 2023, så nu er vi gået i gang.
- De 67 ekstra meter på den eksisterende kostald forbereder os dels på de lovkrav, der kommer allerede til sommer, samt de der kommer i 2024, men det er også med til at give vores køer de bedste forhold. Og det vil vi selvfølgelig gerne, siger Jakob Bonne Eriksen.
Stalden forventes at stå færdig inden for de næste tre til fire uger. Udvidelsen af køer sker med eget opdræt.
