Panelet bag Agri Nords Bygningsharmonipris var i år enige om at tildele prisen til Rokkedahl Landbrug ved Nibe, der drives af parret Susanne Kristensen og Mark Rokkedahl.

- Vi er noget overraskede, men vi er meget taknemmelige for, at det blev os, siger Mark Rok-kedahl.

Rokkedahl Landbrug producerer årligt 8 millioner slagtekyllinger, hvoraf de 2 millioner enten er økologiske eller fritgående. Produktionen er fordelt på otte lokationer i Himmerland. De driver 1.300 hektar, og 1.000 hektar er omlagt til økologi.

Målet er, at hele kyllingeproduktionen skal være økologisk eller fritgående. Der hører eget slagteri til gården, og der er beskæftiget i alt 65 mand i hele koncernen.

Harmoni i byggeriet

Mark Rokkedahl er 3. generation i familien, der producerer kyllinger. Hans onkel overtog føde-hjemmet, og hans far startede egen bedrift op. Først inde i den lille by Kølby ved Nibe, og i 1992 blev den første stald bygget på bar mark lidt udenfor byen på Nymøllevej.
Det er her, Mark Rokkedahl har bygget den nuværende produktion op siden 2005, da han overtog 180 hektar og produktion af 1,5 millioner kyllinger årligt.

Der er bygget flere stalde, ligesom der i 2010 blev bygget nyt maskinhus, i 2016 ny øko-stald med stort møde- og besøgslokale, og endelig i 2017 kom det nye slagteri til. I dag er der i alt 90.000 kvadratmeter under tag.

- Vi har fortsat mine forældres byggestil, for vi kan godt lide, at der er harmoni i tingene, siger Mark Rokkedahl.
Det nye slagteri ligner derfor staldbygningerne, og de første tegninger af en industribygning med fladt tag og udvendig rørføring blev derfor forkastet.

Sans for detaljen

Der er styr på de store linjer – bygningerne er i samme stil, der er grus rundt om alle huse uanset lokation, og der er ens, hvide fodersiloer ved alle stalde.

Men der er også tænkt på detaljerne. På Nymøllevej fører en snorlige grussti over til den øko-logiske besøgsstald, og stien er flankeret af elegante lygtepæle.

Derudover er der lavet dekorative beplantninger omkring bygninger og mellem staldbygnin-gerne.

Rydder aldrig op

Udover det harmoniske bygningssæt og de flotte detaljer er det den orden, der hersker over-alt, som ligger til grund for Agri Nords tildeling af prisen.

- Jamen, vi rydder sådan set aldrig op. Der er bare ryddet op, for vi kan ikke rigtig med, at der ikke er orden, siger Mark Rokkedahl med et smil.
Men uden medarbejderne gik det ikke.

- Hvis det ikke var for vores gode medarbejdere, så kunne det ikke lade sig gøre. Det er dem, der fører tingene ud i livet, siger han.
Susanne og Mark Rokkedahl modtog prisen på Agri Nords generalforsamling torsdag den 8. marts.