Krig giver støtte til danske landmænd: Sådan har EU givet ekstra støtte tidligere
Uro i Mellemøsten og høje priser har givet en ekstra pakke støtte til landbruget. OG det er ikke første gang de sidste par år.

Landbrugskommissær Christophe Hansen har udskrevet sin første store hjælpepakke.
Medfinansieret af Den Europæiske Union
De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor

En ny hjælpepakke er på vej fra EU.
I oktober bliver der udbetalt knap 80 millioner kroner til danske landmænd, efter at EU-Kommissionen har besluttet at aktivere den særlige landbrugsreserve som følge af krisen i Mellemøsten.
Pengene skal kompensere landmænd for de stigende priser på blandt andet gødning og brændstof. I Danmark bliver støtten fordelt med 35 kroner pr. hektar til landbrugere, som har en gældende ansøgning om grundbetaling i 2026 og har indberettet afgrøder med en kvælstofnorm. Det offentliggjorde Styrelsen for Grøn arealomlægning onsdag.
Der skal ikke søges særskilt om pengene. De bliver udbetalt automatisk og forventes at lande på landmændenes konti medio oktober. Samlet ventes omkring 85 procent af det danske landbrugsareal at være omfattet.
.
Gentagende metode
Men den aktuelle støtte er langt fra et enestående tilfælde.
Ser man bare tilbage på dette årti, har EU flere gange åbnet for ekstraordinære støtteordninger, fordi en særlig situation har ramt landbruget.
Det skete især i 2022. Ruslands invasion af Ukraine førte til kraftigt stigende priser på blandt andet energi, gødning og foder. EU oprettede derfor en ekstraordinær krisepulje på 500 millioner euro.
Danmark fik omkring 77 millioner kroner fra puljen. Pengene skulle gives til landbrugere, som var særligt påvirket af markedsforstyrrelserne.
Den danske ordning blev udbetalt automatisk på samme måde som støtten i dette efterår. Støtten blev beregnet til 41,09 kroner pr. hektar omdriftsareal, men der var en minimumsgrænse, som betød, at landbrug under cirka 54 hektar ikke fik udbetalt støtte.
Tørke gav millioner i 2023
Året efter kom endnu en støttepakke.
I 2023 var landbruget presset af en kombination af ugunstigt vejr og fortsat inflation som følge af eftervirkningerne af Ruslands invasion af Ukraine.

Her er de tre seneste eksempler på ekstra landbrugsstøttepakker til landbruget.
EU-Kommissionen besluttede derfor at afsætte 330 millioner euro til 22 medlemslande, som ikke allerede havde modtaget krisestøtte i 2023.
Danmarks andel var 6,35 millioner euro, svarende til omkring 47,3 millioner kroner.
Den danske støtte blev blandt andet koblet til den tørre start på sommeren.
Nu er det Mellemøsten
I 2026 er det så igen stigende omkostninger, der udløser en støtteordning.
Denne gang er baggrunden krisen i Mellemøsten, som har medvirket til kraftigt stigende priser på energi og gødning.
EU-Kommissionen besluttede i juli at mobilisere 540 millioner euro til landbruget. Danmark fik 10,43 millioner euro, hvilket svarer til omkring 78 millioner kroner.
Den danske støtte bliver fordelt særdeles bredt. Alle støtteberettigede hektar med afgrøder, der har en kvælstofnorm, får 35 kroner.
Det betyder, at en landmand med eksempelvis 200 hektar får 7.000 kroner ekstra, mens en bedrift på 1.000 hektar får 35.000 kroner.





































