Høst de digitale forårsfrugter
Foråret byder på masser af opgaver i marken, og heldigvis også masser af værdiskabende hjælpemidler i den teknologiske værktøjskasse.
Af Nicolai Fog Hansen, product portfolio manager, Seges Digital
Nu er foråret endelig kommet, og vi kan nyde frugttræernes farvespil og de spændende opgaver, der venter i marken. Mens vi må vente på, at frugttræernes blomster bliver til frugter, er der masser af lavthængende teknologi-frugter at plukke allerede nu.
På Landmand.dk er der forskellige services og tjenester, som hjælper dig til at time markarbejdet. Når du logger ind, kommer du direkte ind på dine marker og kan se jordtemperaturen, som hjælper dig til at vurdere, hvornår jorden er tjenlig. Her kan du også se varslinger for eksempelvis svampesygdomme i dit område.
- Husk i god tid at tjekke, at dit udstyr er velfungerende og kalibreret
Det er også på Landmand.dk, at du kan se kvælstofprognosen for dine marker og det eventuelle behov for målrettede efterafgrøder – vær her opmærksom på ansøgningsfristen 17. april, hvis du vil søge tilskud til målrettede efterafgrøder.
CropManager.dk
CropManager.dk er platformen, som samler dine digitale markstyringsredskaber et sted. Her kan du finde dine markplaner og registreringer af dræn, sten, ukrudtspletter, mv., fra FarmTracking.
Du kan se satellitbilleder af dine marker og følge, hvordan biomassen udvikler sig gennem vækstsæsonen.
I CropManager.dk kan du også gå ind på Biomasse-benchmark og se, hvordan biomassen i dine marker udvikler sig i forhold til marker med samme afgrøde eller sort i for eksempel 10 kilometers radius.
Ikke mindst er CropManager.dk stedet, hvor landmænd med interesse for præcisionsjordbrug kan skabe tildelingsfiler til eksempelvis gradueret udsæd og gødning.
Tjek udstyr og indberet
Når du skal i gang med præcisionsjordbrug, så husk i god tid at tjekke, at dit udstyr er velfungerende og kalibreret. Det er ærgerligt at yde en stor indsats i marken, hvis teknologien ikke kan hjælpe dig til at være præcis nok eller måler forkert.
Vi oplever, at hvis teknikken bøvler på dagen for markarbejdet, så slår mange udstyret fra – det gælder, hvad enten du selv eller maskinstationen skal udføre opgaven. Det er derfor også værd – allerede nu – at tjekke, om du har godkendt datadeling med dine samarbejdspartnere – så de kan hjælpe og rådgive dig på baggrund af præcise data.
En sidste ting du skal huske, er at indtaste præcise oplysninger om dit markarbejde i FarmTracking – eksempelvis såtidspunkt, eventuelle sortændringer og gødningsmængder.
Korrekte data er den eneste mulighed for, at programmerne kan varsle om eksempelvis risikoen for lejesæd i løbet af vækstsæsonen. Der er desværre landmænd, som har fået en ukorrekt varsling, fordi data ikke var korrekte.
Her på Seges Digital ønsker vi dig god vind med etablering i marken og høst af teknologiens muligheder.




































