Kender du papirtypen?

Både jeg og mine gode kolleger her i Seges og DLBR vil rigtig gerne hjælpe »papirtype-landmanden« ved at gøre hans livs meget lettere, skriver Morten Langgaard.

Det er landmanden, der elsker bunker af papir – i hjørnerne, på skrivebordet, i skufferne og måske endda flydende rundt på gulvet. Han elsker papir. Og han får indsigt gennem fingerspidserne, når han bladrer, sorterer og leder bunkerne igennem for at finde det helt rette ark.

Det er ham, der udskriver alle regnskabsbilag – og sorterer dem i bunker med betalte og ubetalte. De betalte kommer i skuffen, hvor de ligger lunt og godt, indtil de bliver afleveret hos en DLBR-assistent, når momsafregningen nærmer sig. Lige inden bilagene afleveres, kommer de en tur op af skuffen, så landmanden kan skrive eventuelle kommentarer på. 

- Kender du sådan en papirtype-landmand? Det gør jeg. Masser af dem endda

Han får sit økonomiske overblik ved at tjekke kassekreditten på et kontoudtog fra banken. Og når han skal tjekke, om alle bilag er der, lægger han dem alle på gulvet og markerer ét efter ét på kontoudtoget.  

Kender du typen?

Bagefter sætter han bilagene i datorækkefølge, og så er han klar til at aflevere mappen hos DLBR-assistenten. Og når mappen kommer retur – sammen med en revisionsliste – har den typisk været væk fra virksomheden i et par måneder, mens nye print, bilag og bunker er kommet til. Det økonomiske overblik og nyttige indsigter skaffer han sig ved at bladre i mappen. 

Kender du sådan en papirtype-landmand? Det gør jeg. Masser af dem endda. Og altså… han er oftest både dygtig og rar, og jeg er ikke ude på at drille ham.

Men både jeg og mine gode kolleger her i Seges og DLBR vil rigtig gerne hjælpe ham ved at gøre hans liv meget lettere. Og selvom han elsker papir og måske synes, at det er en smule voldsomt at skulle vænne sig af med den regnskovstruende adfærd, så lover jeg ham, at han – måske efter en kort periode med abstinenser og opstartsvanskeligheder – vil blive helt vildt glad for beslutningen om at sige farvel til papir og goddag til digitale løsninger.    

Nemt at komme i gang

For der er så mange fordele ved de digitale løsninger. Processen bliver mere enkel, og du sparer tid, får bedre overblik og slipper for papirbøvlet og alt for meget kedelig administration. Samtidig får du et hurtigt og mere præcist beslutningsgrundlag, fordi du altid har adgang til dine personlige data – og det endda dagligt opdateret.     

Det er nemt at komme i gang med og kræver ikke de store it-kundskaber, men alliér dig alligevel med din DLBR-rådgiver for at komme bedst muligt i gang og for at få det optimale ud af mulighederne ved at gå digitalt. Og trøst dig med, at du ikke er alene – mange af dine kolleger står over for den samme rejse.

Bange for at komme til at savne bilagene? Bare rolig – det kan du stadig på en hvilken som helst skærm, du vælger.

Og hvad med den sprøde fornemmelse af papir mellem hænderne? Den behøver du ikke at undvære – papirflyvere bliver man aldrig for gammel til, sådan er det bare.

God flyvetur! 

Læs også