Alvorlig stemning blandt minkavlerne
Da 400 landmænd var samlet til Agri Nord Kongres, kunne de lægge øre til en generel reduceret indtjening i 2018 i forhold til året før. Og blandt minkavlerne blev året benævnt som en ren gyser.

Ikke overraskende, var tørken sidste år en væsentlig årsag til regnskabsresultaterne for de forskellige driftsgrene, som blev fremlagt for 400 landmænd til Agri Nord Kongres.
Mælkeproducenterne slap hæderligt gennem året med et resultat på 758.000 kroner for konventionelle bedrifter og 634.000 kroner for økologiske bedrifter.
Hos svineproducenterne endte 2018 med et negativt resultat på minus 186.000 kroner for soholdere og minus 129.000 kroner for slagtesvineproducenter.
Mink-gyser
Minen blev strakt mere alvorlig, da turen kom til økonomien blandt minkavlerne.
- For minkavlerne har 2018 været en ren gyser, og skindpriserne er alt for lave. Den seneste auktion har desværre ikke vist nogen stigning i prisen, og kun 30 procent af skindene blev solgt, sagde Carl Christian Pedersen, formand for Agri Nord, indledningsvist.
De næsten skræmmende resultater på minus 600.000 kroner i gennemsnit for virksomhedens seks analyserede regnskaber, blev yderligere drøftet efter middag, da de 400 deltagere spredte sig til forskellige sessioner.
Færre producerede minkskind
I 2015 toppede markedet med antal producerede minkskind med hele 56 millioner skind, siden er der set et fald på 25 procent og sidste år blev der kun produceret 42 millioner skind, hvoraf 41 procent af dem, blev produceret i Danmark.
- Copenhagen Fur venter et yderligere fald i 2019, fortalte Janne Sæderup, Junior Virksomhedsrådgiver ved Agri Nord.
Et fald som blandt andet kommer på baggrund af, at nogle farme reducerer antallet af tæver og andre ophører produktionen.
Skindpriserne kommer op igen
Minkavlerne opnåede et dækningsbidrag på 17 kroner pr. skind mod 108 kroner forrige år.
Hvis ikke stemningen blandt de fremmødte minkavlere var alvorlig nok i det lille lokale til »Mink-session«, blev den.
- Det er ikke for at male Fanden på væggen, men give jer et overblik så I kan handle rettidigt, hvis I af en eller anden grund skal ophøre med jeres minkfarm, sagde Malene Lagergaard, økonomikonsulent ved Agri Nord.
Hun opfordrede blandt andet minkavlerne til at melde sig ind i en A-kasse med den baggrund, at de efter et år har ret til arbejdsløshedsdagpenge.
- Og betalingen af A-kasse kontingentet er altså en af de vigtige at få betalt, hvis pengene er små, lød det.
Hun opridsede også minkavlernes situation i forhold til en konkurs eller tvangsauktion.
Trods minkavlernes nedtrykkende resultat har de opnået et likviditetsresultat før afdrag på 629.000 kroner, hvilket de andre driftsgrene ikke har kunnet præstere. Samtidig blev der også snakket om, at skindpriserne selvfølgelig kommer op igen.
God og positiv stemning
Heldigvis var der også tid til brede smil og højlydt latter da lektor Niels Villemoes fortalte om hans syn på ledelse. Et emne Agri Nord i år har valgt at sætte fokus på gennem flere tiltag.








































