Cheføkonom: Det er ikke bedre at spare op i jord

Der er en bagside af medaljen ved at kunne låne penge til meget lave renter: Nemlig at afkastet ved at spare op bliver dårligere, lød det fra cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen.

Han konstaterede i sit indlæg på økonomi- og ledelseskonferencen Landmand & Leder, at hvis man sætter 100.000 kroner ind på sin pension nu, så kan man ifølge pensionskassernes standardforudsætninger for 2020 forvente et afkast af sin pension om tyve år, der er 50.000 kroner lavere sammenlignet med de forudsætninger, som pensionskasserne regnede med i 2016. Det gælder ved et standardmix af aktier og obligationer.

- Det betyder alt andet lige, at man skal spare noget mere op for at få den levestandard, man tidligere regnede med, lød det fra Las Olsen.

Jord ikke et alternativ

- Så kan man sige, er det så ikke særligt dumt at spare op i pension? Skulle man så ikke spare op i alt muligt andet – jord for eksempel? Næh, fordi det er klart, at de her lave, forventede afkast er noget, der slår igennem i hele økonomien. Det forventede afkast af alle aktiver er lavt, når man har en lav rente, sagde cheføkonomen, og tilføjede:

- Det er klart, at der er en risikopræmie, som gør, at nogle ting giver et højere forventet afkast end andet – til gengæld med en større risiko. Men hele systemet rykker nedad. Så man må være indstillet på, at man skal spare mere op, hvis man skal have sig en bestemt levestandard eller alternativt forvente en lavere levestandard i fremtiden.

mip

Læs også