Med et budget kan du skabe overblik og tro på din virksomhed over for dine forretningspartnere. Især er det vigtigt at holde banken løbende opdateret på ændringer i forhold til den 5- eller 10-årsplan, du har fremlagt, lyder det fra Jens Tange Møllmann, økonomikonsulent i Landbo Limfjord med speciale i finansiering, budgettering og økonomisk rådgivning.

- Det er min erfaring, at banken er indstillet på samarbejde og vil hjælpe dig med at gennemføre din plan, så længe de overordnede rammer holder. Sørger du for løbende dialog, og holder du banken informeret om alle væsentlige punkter – både positive og negative, er de med dig, siger Jens Tange Møllmann.

Han mener ikke, at det er nok at lave et budget, som kun rækker et år ud i tiden, hvis budgettet skal bruges som et ordentligt strategisk arbejdsredskab. 

- Du bliver nødt til at se lidt længere ud i tiden. Om det er fem eller ti år kommer lidt an på, hvad du vil opnå. Et budget, der rækker fem år ud, giver dig mulighed for at sandsynliggøre dine muligheder for at servicere gælden og vise nogle udviklinger, mens et budget, der rækker ti år ud, også giver dig ud lejlighed til at vise, om din virksomhed kan holde til at alt, hvad der har været afdragsfrit, nu kommer til afdrag.

Dermed viser du banken, at du kan klare dine forpligtelser både nu og i fremtiden. Det bringer dig i en bedre forhandlingssituation, fordi du opbygger bankens tillid til dig. Samtidig øger du dine muligheder for at kunne optimere på dine afdrag, og du får lettere ved at forklare eventuelle afvigelser fra dit oprindelige budget, forklarer Jens Tange Møllmann.

Gennemsnitstal

Når man skal lave budgettet, anbefaler økonomikonsulenten at tage udgangspunkt i gennemsnittet af de sidste ti års afregnings- og indkøbspriser samt ti års-gennemsnittet på markudbytterne.

I stalden skal der tages hensyn til, at der løbende er forbedringer i produktionen i forhold til antal fravænnede pr. årsso, flere kg mælk pr. årsko og bedre tilvækst pr. FE.

- Med et gennemsnit af tal fra de sidste ti år fortæller vi banker og andre samarbejdspartnere, at vi kan levere og yde det, vi skal under gennemsnitlige forhold. Det er et meget stærkt signal at sende til kreditgivere og samarbejdspartnere samtidig med, at du selv får ro, fordi du ved, at du kan levere afregning til alle dine kreditorer hele tiden, siger Jens Tange Møllmann.

Investeringer

Han råder også landmanden til at informere banken, inden han gennemfører investeringer og andet – ikke efter.

Derudover skal landmanden ifølge Jens Tange Møllmann tænke ind, hvornår investeringerne forventes at skulle gennemføres.

- Læg 10-15 procent til investeringssummen for at tage højde for uforudsete/ikke-planlagte tillægsomkostninger. På den måde sikrer du, at likviditeten holder hele vejen igennem dit budget, lyder det fra økonomikonsulenten, der også råder ladmanden til at beskrive, hvad effekten af den pågældende investering vil være.

- Investeringen skal give mening i forhold til produktionen. Endelig skal du have din rådgiver til at dokumentere de tal, der bruges. Beregningerne skal vedlægges som bilag, siger Jens Tange Møllmann, og tilføjer:

Systematik

- Du står nu med et budget, som skaber troværdighed, fordi det er veldokumenteret og peger længere ud i fremtiden end til udgangen af næste år. Du har et rigtigt godt udgangspunkt for eventuelle forhandlinger med dine kreditgivere, og med en løbende dialog med dem sikrer du tillid til dig selv og din virksomhed og ro til at koncentrere dig om at drive din forretning.

- Og den helt store effekt, som du kan få, er overblik over din forretning og system i hvor og hvornår enkelte projekter i din virksomhed skal gennemføres. Det giver mulighed for planlægning og sikker eksekvering af dine projekter.

Med et veludført budget, hvor der er taget hensyn til de investeringer, som forventes over de næste fem til ti år (siloer, traktor, markredskaber og bygninger), skaber du ifølge økonomikonsulenten de bedste muligheder for at demonstrere din virksomheds stabilitet over for banken.

mip

 

 

 

 

Finans