Rekordmange gæster til skue med flere maskiner og dyr
Knap 120.000 gæstede i år Roskilde Dyrskue, hvor der således var besøgsrekord for andet år i træk.

Næsten 120.000 gæster besøgte i år Roskilde Dyrskue. Vanen tro var lørdag »topscorer« med knap 55.000 besøgende, og det gav naturligvis trængsel flere steder på Dyrskuepladsen. Foto: Jesper Hallgren
Interessen for Roskilde Dyrskue har tilsyneladende ingen grænser. Selvom udstillerområdet på Dyrskuepladsen er blevet udvidet de senere år, kunne dyrskuet tidligt meddele, at samtlige stande var booket til 2024-skuet, hvor besøgstallet også nåede nye højder.
I løbet af de tre dyrskuedage gik hele 119.182 personer gennem indgangsportene og dermed holdt den tidligere rekord på 113.763 i 2023 altså kun i et år.
De rekordmange gæster kunne – udover landets største udendørs maskinudstilling – opleve utallige dyr, og det var her også glædeligt, at der til årets skue blandt andet var fremgang i antal tilmeldte dyr inden for både heste, malkekvæg og kødkvæg.
De engagerede dyreejere viste med stolthed deres dyr frem, ligesom de mange udstillere præsenterede nyheder og lokkede med gode dyrskuetilbud.
Vejret viste – specielt lørdag og søndag – sig også fra den sommerlige side, og det var prikken over i’et på et vellykket dyrskue i Roskilde, der på mange måder blot manifesterede positionen som landets suverænt største dyrskue.
Besøgstal
2024-skuet
Fredag: 29.071
Lørdag: 54.672
Søndag: 35.439
I alt: 119.182 (rekord)
Foregående 10 skuer
2023: 113.763
2022: 92.590
2020 og 2021: Aflyst
2019: 113.017
2018: 85.850
2017: 87.026
2016: 86.342
2015: 93.995
2014: 92.840
2013: 85.114
2012: 79.155





































