Rekordmange gæster til skue med flere maskiner og dyr

Knap 120.000 gæstede i år Roskilde Dyrskue, hvor der således var besøgsrekord for andet år i træk.

Samtlige stande på årets skue blev tidligt udsolgt, så der var masser at se på for de rekordmange besøgende. Foto: Jesper Hallgren

Interessen for Roskilde Dyrskue har tilsyneladende ingen grænser. Selvom udstillerområdet på Dyrskuepladsen er blevet udvidet de senere år, kunne dyrskuet tidligt meddele, at samtlige stande var booket til 2024-skuet, hvor besøgstallet også nåede nye højder.

I løbet af de tre dyrskuedage gik hele 119.182 personer gennem indgangsportene og dermed holdt den tidligere rekord på 113.763 i 2023 altså kun i et år.

De rekordmange gæster kunne – udover landets største udendørs maskinudstilling – opleve utallige dyr, og det var her også glædeligt, at der til årets skue blandt andet var fremgang i antal tilmeldte dyr inden for både heste, malkekvæg og kødkvæg.

De engagerede dyreejere viste med stolthed deres dyr frem, ligesom de mange udstillere præsenterede nyheder og lokkede med gode dyrskuetilbud.

Vejret viste – specielt lørdag og søndag – sig også fra den sommerlige side, og det var prikken over i’et på et vellykket dyrskue i Roskilde, der på mange måder blot manifesterede positionen som landets suverænt største dyrskue.

Besøgstal

2024-skuet

Fredag: 29.071

Lørdag: 54.672

Søndag: 35.439

I alt: 119.182 (rekord)

Foregående 10 skuer

2023: 113.763

2022: 92.590

2020 og 2021: Aflyst

2019: 113.017

2018: 85.850

2017: 87.026

2016: 86.342

2015: 93.995

2014: 92.840

2013: 85.114

2012: 79.155

Læs også