Det er en af de events, som flest mennesker formentlig forbinder med dyrskuer. Fremvisning af tyre og kalve. 

Dyrekåringer har været en del af Roskilde Dyrskue lige så længe, dyrskuet har eksisteret. Det er det selvfølgelig også i år, hvor Herefordforeningen, der er med til at arrangere begivenheden, samtidig kan fejre sit 50-års jubilæum.

- Dyrskuerne er et af årets højdepunkter. Det giver en god mulighed for at gøre reklame for dyrene, og for vores race i det hele taget. Hereford-racen har vi avlet på i mange år, og det er gode og rolige dyr. Derfor kan man også se børn trække med dyrene, fortæller Mikkel Christiansen, formand for PR-udvalget i Herefordforeningen.

Familien med

For Mikkel Christiansen personligt er dyrskuet også en vigtig begivenhed. Han har nemlig familien med på dyrskuepladsen i Roskilde.

- Jeg har tre døtre, der går op i det med liv og sjæl. Det er superdejligt, at ens børn går så meget op i det, selv om de er blevet voksne. Vi er fuldstændigt fokuseret på dyrskuerne, lyder det fra Mikkel Christiansen, som glæder sig over, at mange unge mennesker er interesseret i dyrene.

- I Herefordforeningen har vi generelt mange unge medlemmer, og det er dejligt, da det ellers lidt er Tordenskjolds soldater, der er med. Især på Roskilde Dyrskue er der virkelig mange unge mennesker med på herefordsiden, siger han.

Stolte af landbrug

Herefordforeningen er repræsenteret på stort set alle danske dyrskuer af betydning, og Roskilde Dyrskue er et af de vigtigste i kalenderåret med op mod 50 dyr, der skal vises frem og præmieres. Og der venter, ifølge Mikkel Christiansen, de besøgende lidt af en oplevelse. 

- Jeg synes, man skal komme til vores fremvisninger. Mange af de mennesker, der kommer på dyrskuet, ved stort set ikke, hvad der er for og bag på en ko, havde jeg nær sagt.

- Man kan ikke undervurdere betydningen for landbruget af, at der stadig er fremvisning af dyr på dyrskuet, pointerer Mikkel Christiansen.

- Vi har heldigvis rigtig mange, der kommer hen til os. Og der er mange, små børn, der kommer op og sidde på en tyr, og får taget billeder af det. Det er supergodt for dansk landbrug, at der er noget at vise frem. Vi er stolte af det og glade for at vise det frem, slutter han.