Aulum Dyrskue holder fast

Mens mange dyrskuer har aflyst for andet år i træk, forventer man stadig at holde dyrskue i Aulum 14. august.

Mens mange dyrskuer har smidt håndklædet i ringen efter regeringens udmelding om vilkårene for større arrangementer hen over sommeren, forventer man fortsat at afvikle årets dyrskue i Aulum den 14. august, fortæller formand Erik Sørensen.

- Som tingene ser ud lige nu, vurderer vi, at vi godt kan afvikle dyrskuet, da restriktionerne ser ud til at blive lempet fra 1. august, lyder det fra formanden, der traditionen tro også forventer at kunne byde på både veteranbilstræf og traktortræk i dagene op til dyrskuet.

Mens man sidste år måtte aflyse dyrskuet, lykkedes det dog at afvikle traktortræk i september med 500 besøgende.

Erik Sørensen glæder sig over udsigten til igen at komme på Aulum Dyrskue, men han ærgrer sig over, at blandet andet Landsskuet i Herning har måtte opgive.

- Jeg har virkelig ondt af dem, der er blevet nødt til at aflyse, konstaterer han.

Mens mange aflyser, afventer andre

Mens dyrskuer på stribe tirsdag kunne skrive sig på listen over aflyste dyrskuer i 2021, er der stadig enkelte skuer, som endnu ikke har taget den endelige beslutning.

Hobro Dyrskue var planlagt til august.

- Vi ved at der bliver et Hobro Dyrskue, men det er uafklaret hvornår det bliver, lyder det fra Agri Nord, som oplyser at de en af de nærmeste dage vil tage den endelige beslutning om, hvorvidt der bliver et Hobro Dyrskue i 2021.

Løgstør Dyrskue tog deres beslutning mandag aften, hvor man blev enige om, at trække hårdt i håndbremsen. Skuet var sat til 19. juni og allerede på fredag skulle udstillerne af malkekvæg begynde at tage mælkeprøver, så derfor krævede skuet en afgørelse.

- Forberedelserne til et dyrskue koster penge, både fra os, men også udstillerne og hvis vi så alligevel var nød til at aflyse, det vil være for ærgerligt. Vi må også se på at enkelte kommuner lige nu lukker ned på grund af mange smittede så det er simpelthen for usikkert, siger skuets formand Bent Højgaard Andersen, som sammen med resten af gruppen bag Løgstør Dyrskue derfor har valgt at aflyse.

- Så må vi se frem mod næste år, hvor vi forhåbentlig har en helt anden situation, siger formanden.

Hjørring Dyrskue har tidligere på foråret meldt ud, at skuet er aflyst, men holdt en lille dør åben for et mini dyrskue lørdag den 19. juni.

Bestyrelsen og udstillerudvalgene samles onsdag aften for at drøfte mulighederne for at afholde et sådant arrangement under de nyeste retningslinjer.

/teba

Dyrskuer 2021

Dyrskuerne i det nord-, midt- og vestjyske er blevet aflyst på stribe. Dog forventer Aulum Dyrskue at kunne afvikle som planlagt til august.

Landbrugsmessen Gl. Estrup, aflyst

Fjerritslev Dyrskue, aflyst

Løgstør Dyrskue, aflyst

Hjørring Dyrskue, aflyst

MidtWest Farmshow, aflyst

Thy-Mors Dyrskue, aflyst

Hobro Dyrskue, afventer

Landsskuet, aflyst

Aulum Dyrskue, forventer at gennemføre

Læs også

Roskilde Dyrskue er aflyst
Landsskuet aflyses i 2021
Fynsk dyrskue er aflyst
Maskinudstilling sprænger rammerne
De største går benhårdt efter at afvikle dyrskuer til sommer