Det Fynske Dyrskue: Børnedyrskuet er mit hjertebarn

Lars Toftdahl har de sidste 43 år været en aktiv del af børnedyrskuet på Det Fynske Dyrskue. Også i år vil han være at finde på pladsen, hvor forberedelserne tager sin start, inden det foregående dyrskue slutter.

Det Fynske Dyrskue er landets ældste dyrskue og har været afholdt siden 1882. Siden 1961 har det været afholdt på dyrskuepladsen i Odense og siden 1953 har børnedyrskuet været en aktiv del af den tre dage lange fynske begivenhed.

Knap så længe, men dog alligevel med indgangen til sit 43. års deltagelse, står Lars Toftdahl, der er øverste ansvarlige for børnedyrskuet – en post han deler med Jette Nielsen, der har været med 10 år længere end Lars Toftdahl.

- I 2019 fejrede vi 90-års jubilæum sammen, griner Lars Toftdahl og understreger sin glæde ved arbejdet.

- Det er et livsprojekt. Et hjertebarn. For os begge to.

 

Udstillede pony som 13-årig

Lars Toftdahl er kommet på dyrskuepladsen så længe, han kan huske. Først i klapvogn med forældrene, og siden – som 13-årig – som udstiller med egen pony.

- Og siden da, har jeg faktisk hjulpet til. Jeg blev spurgt, om ikke jeg kunne give en hånd med. Først som banebygger på springbanen. Siden hen med forslag og ideer, som jeg mere og mere var med til at omsætte, så de fik ben at gå på.

 

Forberedelse hen over året

Forberedelserne til årets dyrskue begynder allerede den søndag, der pakkes ned fra det seneste dyrskue.

- Der mødes vi, alle der har været i sving og gennemgår, hvad der gik godt, hvor der kan justeres lidt og hvad vi eventuelt skal overveje at gøre mere eller mindre af.

- Vi har ingen ambition om, at der absolut skal laves noget om. Men vi har et vågent blik for, om der er noget, der skal ændres, siger Lars Toftdahl.

Ikke mange landbrugsdyr

- I år udvider vi for alvor, med det der hedder »hobby-horse«.

- Hvor børnedyrskuet som en start var møntet på de børn, hvis fædre selv deltog med landbrugsdyr, ser vi i dag en langt større andel af ikke-landmandsbørn, der kommer med hovedsageligt heste og i mindre grad smådyr som marsvin og kaniner.

- Landbrugsdyrene, som fra begyndelsen var tænkt ind i skuet, ser vi ikke mange af. De mange veterinære regler har gjort det for besværligt og for dyrt for den aktive landmand, at lade sin søn eller datter få en kælekalv, gris eller får med på skuet.

- Men ponyerne, de er der i rå mængder, smiler Lars Toftdahl og vender tilbage til den seneste udvidelse - »hobby-horse«.

»Hobby-horse«

- Her går vi en anden vej. Vi så lidt af det, da vi afholdt dyrskue sidste gang. Og det er kun blevet mere populært med tiden, så nu springer vi rigtigt med på vognen, siger han.

»Hobby-horse« er ridning på kæpheste. Lars Toftdahl vedstår, at det umiddelbart vil kunne få et lille smil frem på læben, når man forestiller sig både store og små børn og unge på en dressur- eller springbane, agerende som red de på en levende hest. Men ikke desto mindre er det en tendens, der er i rivende udvikling - en tendens Lars Toftdahl hilser velkommen.

- Det er en hobby, der i udlandet og især i Finland er ret stor, og som der konkurreres i på højt plan. Som jeg ser det, er det tegn på fantasi og aktivitet i hovederne på de børn, der kaster sig over det. Det er et fantastisk alternativ til skærmen, hvor børnene kommer ud og bevæger sig. Den udvikling vil vi gerne være medspiller i, siger han.

 

Bedre end Olsen Banden

For, at ikke bare »hobby-horse« konkurrencerne, men hele børnedyrskuet skal køre på skinner, har Lars Toftdahl en udførlig projektplan helt ned i fem minutters intervaller med aktiviteter.

- Når så meget skal fungere med så mange børn, så er der behov for, at det er en stram og stringent plan, vi følger. Alle ved, hvad de skal og som en dyrskuechef engang sagde, så er det bedre end, hvad Olsen Banden kan præstere af planer.

Lars Toftdahl smiler og understreger endnu engang, at han glæder sig til årets dyrskue, der forhåbentlig for første gang siden 2019, kan afholdes uden de store restriktioner.

Fantastisk travl periode

Restriktioner eller ej, så er det sikkert, at den rigtigt travle periode begynder, godt en måned før dyrskuet løber af stablen. Her skal der styr på tilmeldinger, program, opdeling og staldpladser.

- Her går vi fra planlægning til udførelsesfasen, siger Lars Toftdahl.

- Og inden vi får set os om, så er det torsdag og alle børn og dyr indfinder sig på pladsen. Ponyer ind, udstyr bliver slæbt, telte sættes op på teltpladsen. Den stemning der er, det er det hele værd. Det er fantastisk.

Læs også