Jyske heste i mere end fire årtier

For Inger Sørensen i Løgumkloster er de jyske heste blevet en livslang passion. Med over 40 års udstiller-erfaring på dyrskuet i Aabenraa, er hun en af udstillerveteranerne med jyske heste, der i dag er er blandt de bedste i landet.

Sidst i april kom dette lille jyske føl til verden, der for tiden giver liv og glade dage i hestefolden hos Inger Sørensen ejendommen i udkanten af Løgumkloster. Foto: John Ankersen Inger Sørensen har et tæt forhold til sine jyske heste, der kommer når hun kalder dem ind. Og det lille nye føl er også allerede fortrolig med sin ejer. Foto: John Ankersen

- Jeg har et personligt forhold til mine heste som jeg snakker meget med. Det er rolige dyr, fortæller Inger Sørensen, Løgumkloster, der i en ung alder faldt for de jyske heste, som hun haft eksemplarer af og avlet på lige siden.

Hun er samtidig en af veteranerne blandt dyreudstillerne på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa, hvor hun i over 40 år er kommet, og har været udstiller i de fleste af årene.

- Faktisk var det første dyr jeg deltog med på dyrskuet en ko, mens min søster havde jyske heste med.

Og den ti år ældre søster Birgits interesse for jyske heste, blev hurtigt en stor interesse for Inger.

Den jyske hoppe Anita blev dengang stammen til det top-afkom, man i dag ser i Ingers jyske heste. En hoppe, der i 1969 deltog som 2. års hoppe på Landsskuet i Herning.

Honey er årets håb

Efter to års corona-pause er dyrskuet i Aabenraa tilbage. Og når hestene skal i ringen til bedømmelse og kåring, vil man også se Inger med den hest, hu håber at få toppoints for i år.

Årets håb er den jyske 3-års hoppe Honey, der blev præsenteret første gang på dyrskue sidste år, hvor Inger for første gang valgte at være med på Ribe Dyrskue, der som et af de få dyrskuer blev holdt i 2021.

- Jeg ville bare være med på dyrskue og få min hest bedømt, forklarer Inger Sørensen, der glæder sig til i år igen at være tilbage i Aabenraa og senere på sommeren, Landsskuet i Herning.

Og hun lægger ikke skjul på, at hun stiller op for at vinde.

- Det betyder noget at klare sig godt og vinde, fastslår Inger Sørensen, der dog også sætter mindst lige på meget pris på det sociale samvær, som der er på dyrskuet.

- Vi hjælper hinanden og har det rigtig hyggeligt. Vi kan for eksempel hjælpe med at mønstre hinandens heste, når det er muligt, forklarer Inger Sørensen.

Populær race

Inger Sørensen er glad for at de jyske heste er så flot repræsenteret på Det Sønderjyske Fællesdyrskue, ligesom hun også mærker interesse fra den jyske race, der har en stolt historie og tradition.

Inger Sørensen noterer sig også med glæde, at der er mange, der er interesserede i den jyske race, der foruden avl, også benyttes som handicaphest, kørehest, brugshest og ridehest. Racens rolige gemyt, gør den velegnet tl rigtig mange formål.

Læs også