Mohairgeder: Et godt temperament er vigtigst

Når Sara Højgaard Jørgensen og hendes kæreste Henrik Jensen deltager med fem mohairgeder på Det Fynske Dyrskue, er det med dyr, der er søde og omgængelige. – Det er det væsentligste for os, siger hun, der med deltagelse på Det Fynske Dyrskue ønsker at udbrede kendskabet til mohairgeder.

På årets dyrskue deltager Sara Højgaard Jørgensen og hendes kæreste Henrik Jensen med fem ud af deres i alt 13 mohairgeder.

- Vi har tilmeldt tre geder, en buk og et kid, der vil være meget præcis en måned, når vi skal afsted, fortæller Sara Højgaard Jørgensen, der sammen med kæresten bor på Søndergaard ved Højby, som de har overtaget efter hendes forældrene.

- Jeg har ikke været afsted før, så det er spændende. Min kæreste har tidligere udstillet kvæg, og han siger, at det er fedt. Så det kan kun blive en succes, lyder det.

 

Ønske om at genstarte mors stamme

Sara Højgaard Jørgensen og Henrik Jensen har haft mohairgeder i to år, men racen er ikke helt ukendt for dem.

- Min mor var blandt de første, der fik mohairgeder tilbage i slut 1980’erne, så da der blev tre geder til salg fra den avler, min mor i sin tid havde solgt sine geder til, så købte vi for at genstarte stammen. Og i dag har vi 13, så det er gået hurtigt.

 

Buk kåret

På skuet medbringer Sara Højgaard Jørgensen og Henrik Jensen blandt andet en buk, der har fået særdeles fremragende ord med fra avler.

- Nu skal vi have ham kåret, og så må vi se, om han lever op til de høje forventninger. Han laver i hvert fald nogle meget fine kid, påpeger Sara Højgaard Jørgensen og fastslår, at hun selvfølgelig håber, at det bliver med rosende ord fra dommerne, men at det ikke er det, der er det vigtigste.

Som en labrador

- Når mohairgederne bedømmes, ses der både på deres kropsbygning og kvaliteten af deres mohair.

- Når jeg bedømmer en ged, er det altid ud fra temperamentet. Det nytter ikke noget, at vi har en ged, der står med den flotteste mohair, men stanger os hver gang, vi nærmer os. De skal have et godt temperament og gerne passe ind i den flok, vi har i dag, hvor de løber rundt mellem benene på os, og indgår nærmest på lige fod med vores labrador, smiler hun.

 

Ønsker at udbrede kendskab

Det væsentligste formål med at deltage på Det Fynske Dyrskue er at udbrede kendskabet til mohairgeder.

- Vi glæder os til at vise dyrene frem. Der er altid mange heste og køer på skuet, men de besøgende skal også have mulighed for at opleve nogle andre dyr. Og der kan de så blandt andet se vores mohairgeder.

- Da vi holdt åben gedestald for en lille måneds tid siden, kom der hele 450 gæster. Det var meget overvældende og meget fantastisk. Det viser, at der trods alt er en interesse, og kan vi – ved at være med på dyrskuet også – få endnu flere til at interessere sig for mohairgeder, så vil det være sjovt.

Kvalitetsmohair

Sara Højgaard Jørgensen tager foruden sine geder også et par trøjer strikket af den fine mohair med på Det Fynske Dyrskue.

- Det er sjovt lige at se en trøje, der er lavet ud af den ged, der står ved siden af. Og så kan vi jo samtidig slå et slag for kvaliteten, siger hun.

Læs også