Hobro Dyrskue kom stærkt tilbage

De besøgende strømmede til dyrskuet i Hobro, som trods nye tiltag ikke havde glemt traditionerne.

Under sin dyrskuetale roste Henrik Dalgaard, næstformand, Agri Nord, de mange nye tiltag, styregruppen bag Hobro Dyrskue har sat i verden med respekt for de gamle traditioner. 
Maskinudstillingen var i år som noget nyt flyttet ind på selve pladsen – noget, som fik stor ros fra udstillerne heriblandt Farmas. Vejret var godt, og stemningen var god. Murray Grey-tyren Nørre Bundgaard’s Rockstar fra Nørre Bundgaard, Ulfborg, fik både titlen som bedste handyr og bedste køddyr. VH Comxa P-datteren fra Andreas Vestergård fik 24 point og høstede titlerne som henholdsvis bedste ældre Holsteinko samt skuets bedste ko. Bedste besætningsgruppe var fra Andreas Vestergård, Kærgaard Holstein, Hobro.

- Det er svært at tage armene ned, lød det fra en meget tilfreds eventkoordinator, Birthe Balle, allerede inden middagstid på dette års Hobro Dyrskue. For allerede der var der stor trængsel på dyrskuepladsen.

Birthe Balle har sammen med den nye formand for styregruppen, Christian Bøgh, tidligere udtalt, at deres mål var, at Hobro Dyrskue kom til at tiltrække mellem 1.500 og 2.000 besøgende.

Dette mål blev i den grad opnået med knap 4.000 dyrskuegæster.

Efter tre års pause har der været rig mulighed for at gentænke måden, dyrskuet afvikles på. Og den nye styregruppe havde blandt andet sat sig for at kæde land og by endnu tættere sammen. Noget, som blev bemærket af Henrik Dalgaard, næstformand, Agri Nord, der holdt dyrskuetalen.

Han roste således de mange nye tiltag, styregruppen bag Hobro Dyrskue har sat i verden med respekt for de gamle traditioner.

- Arbejdet skal løftes af byen og af de frivillige, og det må man sige, at I er lykkedes med, fastslog han og fortsatte:

- Afstanden mellem landbruget og by bliver kun større, hvis ikke vi viser, at landbruget er en central spiller i området.

Alle var tilfredse

Styregruppen for Hobro Dyrskue havde iværksat en række nye tiltag. Blandt andet var der et stort område med forskellige aktiviteter for børn – og ikke mindst var der en Paw Patrol Trafikbane, hvor børnene til stor begejstring kunne erhverve sig et kørekort.

Det var imidlertid ikke kun børnene, der var tænkt på. Også maskinudstillerne havde fået mere plads at boltre sig på – og så var de som noget nyt inviteret ind på selve pladsen.

Noget, der fik stor ros fra udstillerne på maskinsiden.

- Konceptet er lavet fuldstændig om, og der er lagt meget energi og tanker bag. Det er en positiv oplevelse, sagde blandt andet Thomas Greve Mikkelsen, salgschef, Farmas, som roste arrangørerne, der har lagt energi i at få konceptet lavet om.

- Det er godt at se, man har fået byen med i det, fortsatte han.

Og han pegede på, at man som udstiller også har et ansvar. For på trods af at det er sjældent, man får en handel i hus ved at tage på dyrskuer og andre arrangementer, er det noget, Farmas prioriterer højt.

- Vi skal også bidrage til, at der bliver positive tanker om landbruget, understregede Thomas Greve Mikkelsen.

Også flere af de andre udstillere havde kun ros til overs for det nye set-up, som arrangørerne havde stablet på benene. Og alle stande var fyldt godt op med besøgende fra start til slut.

Kærgaard Holstein imponerede dommerne

I ringen var der også gang i den med fremvisning af dyr, som af dommerne blev rost for den flotte kvalitet.

Kærgaard Holstein, Hobro, med Andreas Vestergård i spidsen fik ros for sine dyr – og besætningen kunne ikke alene bryste sig af at have skuets bedste besætningsgruppe, derudover opnåede VH Comxa P-datteren 24 point, samt høstede titlerne som henholdsvis bedste ældre Holsteinko og skuets bedste ko.

Også skuets anden bedste ældre ko var fra Kærgaard Holstein, og denne ko opnåede ligeledes 24 point. Endeligt tilfaldt skuets bedste yver også Kærgaard Holstein.

Andreas Haugaard, Aalestrup, var også med fremme og kunne tage skuets bedste yngre Holstein samt skuets bedste kvie med hjem.

Næste år er jubilæumsår

At der kom en del flere gæster end ventet, gav lidt udfordringer ved pølsevognen, men arrangørerne lover, at der til næste år kommer styr på bespisningen.

Forberedelserne til næste års Hobro Dyrskue er allerede i gang, og her er der lagt op til endnu et brag af en fest. Det bliver nemlig et ganske særligt dyrskue, idet der kan fejres 150-års jubilæum.

 

Læs også