Sommeren betyder langt fra lukket og slukket hos Kjærgård Landbrugsskole, der er blandt udstillerne på Ribe Dyrskue. Skolen har netop gennemført en succesfuld sommer-FarmerCamp.
Sommer betyder sommerferie for eleverne. Til gengæld er der fuld fart på andre aktiviteter hen over sommeren hos Kjærgård Landbrugsskole ved Bramming i det sydjyske.
Skolen er udstiller på flere af regionens dyrskuer, og vil dermed også være at finde blandt udstillerne på dette års Ribe Dyrskue, hvor man foruden sin egen stand, også er involveret i VM i Gummistøvlekast.
Kjærgård Landbrugsskole har netop afsluttet en succesfuld FarmerCamp, der har budt på et hav af aktiviteter for de børn, der deltog.
Godt 80 børn og unge i alderen 11 – 15 år deltog i årets FarmerCamp, der blandt andet bøde på traktorkørsel, vandland, værkstedsaktiviteter, mudrace, Nak & Æd, filmaften og gejl en traktor.
Skole i fremgang
Det er ikke kun på sommeraktiviteter, at Kjærgård Landbrugsskole har medvind. 2021 har budt på flotte tal på skolens bundlinje, samtidig med at der er positive takter resten af året også.
Forstander Ove Bonde Møller fortæller, at skolen har et rekordstort elevoptag til august, hvor 70 elever starter grundforløb, hvoraf 20 af dem er tilmeldt EUX-linjen og 50 er tilmeldt EUD-linjen.
Ove Bonde Møller tilskriver det rekordstore elevoptag den indsats skolen selv har gjort omkring brobygning og introforløb i 8., 9., og 10. klasserne, ligesom man har markedsført sig massivt i lokalområdet og på de sociale medier.
På Ribe Dyrskue vil der også være mulighed for at kigge forbi standen og få en snak om landbrugsuddannelse og forløb.