Var det noget med en bisonburger?
For første gang kommer Niels Henrik Ove til Roskilde Dyrskue som udstiller. Med sig har han tre bisonokser – og burgere til salg.

Bisonopdrætter Niels Henrik Ove har opdrættet bisonokser i over 25 år, men det er første gang, han udstiller på Roskilde Dyrskue. Foto: Henning K. Andersen
Uden for den lille by Morud på Nordfyn huserer Niels Henrik Ove på sin gård sammen med 400 bisonokser. Dyrene, der primært kendes fra USA og Australien, kan blive op til 1400 kilo, og de kommer nu for første gang med på årets udgave af Roskilde Dyrskue.
Niels Henrik Ove har arbejdet med bisonopdræt i over 25 år, og selv om hans bedrift er udvidet med gårdbutik og restaurant, er det lysten, der driver værket.
- Det er et enormt stolt dyr og den måde, de gebærder sig på også overfor hinanden, også i flok, gør, at jeg stadig er lige begejstrede for dem som for 25 år siden. Det er fascinationen af dyrene hele vejen igennem, som har været det bærende element, fortæller opdrætteren.
Et bison-trekløver
Niels Henrik Ove tager tre af sine dyr fra Ditlevsdal Bison Farm, der er Europas største bisonfarm, med på dyrskuet, og han har pæne forventninger til årets Roskilde Dyrskue.
- Roskilde Dyrskue er et godt og professionelt dyrskue, der har op mod 90.000 besøgende. Jeg tager den store tyr med, og så har vi en, som har været flaskekalv – en ko på seks år, som er utrolig rolig, og den fik for ikke så længe siden en kalv, som også kommer også med, så det bliver sådan et trekløver, vi har med.
- Dyrene kommer til at gå i en indhegning, så man hele tiden kan se dem og komme tæt på, fortæller Niels Henrik Ove, der tilføjer, at tyren er 14 år og vejer 1100 kilo.
God og kraftig smag
Han har i en årrække været på det fynske dyrskue, men det er første gang, at de besøgende på dyrskuepladsen i Roskilde får mulighed for at se hans dyr – og smage bisonkødet. Der bliver nemlig mulighed for at købe bisonburgere.
- Vi slagter cirka 70 dyr om året og bruger. Vi sælger ikke til andre restauranter eller butikker, men bruger det hele i vores egen gårdbutik eller i restauranten. Og så lige på dyrskuer.
- Vi har været på dyrskuet i Odense i otte år. Det her er mere et vindue udadtil, hvor vi laver vores bisonburgere, en rigtig lækker bisonburger, fortæller opdrætteren, som håber at sælge op mod 10.000 burgere på Roskilde Dyrskue, hvor han lover potentielle kunder en god smagsoplevelse.
- Det er blevet testet ved smagspaneler. Folk sagde, at det var en blanding mellem rigtig godt oksekød og vildt. Så det har en god og kraftig smag.
Bæredygtig brobygning
Ifølge Niels Henrik Ove er bisonkød noget af det sundeste, man kan spise.
- Det er meget fedtfattigt. For eksempel er der mindre fedt i det, end der er i kylling og kalkun, samtidig med at det har et meget lavt kolesterolindhold, men til gengæld et højt indhold af jern og protein. Samtidig er der mere af det sunde end af det usunde fedt i det. Det skyldes blandt andet deres tykke pels, forklarer han.
Dyrene, som bisonopdrætteren har med på Roskilde Dyrskue, kan dog nok se lidt lasede ud, men det skyldes, at de i foråret smider deres vinterpels. For Niels Henrik Ove handler det om at lade sine dyr leve så naturligt som muligt.
- Det er et forsøg på at lade dyrene leve på deres egne præmisser. Her for tre år siden blev vi anbefalet af Dyrenes Beskyttelse, og siden har jeg vundet prisen som årets brobygger af foreningen. Det er nok noget af det, jeg har været mest stolt over, slutter han.











































