Danske markredskaber, kornsiloer, foderanlæg og staldinventar er et hit i udlandet. Det skriver Landbrug & Fødevarer.

For fjerde år i træk slår eksporten fra agroindustrien nemlig rekord og lander på 13,5 milliarder kroner i 2018. Det viser en analyse fra landmændenes organisationen. Og det glæder direktør for Dansk Agroindustri, Claus Hermansen:

- Vi ser en god situation for de fleste af vores medlemsvirksomheder, der udmærker sig i udlandet – men også på hjemmemarkedet, siger han.

I forhold til 2017 er eksporten fra agroindustrien steget med 8,7 procent i 2018.

Det var EU-lande, der aftog over halvdelen af eksporten fra den danske agroindustri i 2018 med Sverige, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Holland, som de fem største aftagerlande.

Optimisme for fremtiden

Det er især inden for kategorien maskiner til jordbrug og fødevarefremstilling, at eksporten er steget.

Denne kategori udgør samlet 80 procent af den samlede eksportværdi af agroindustrielle produkter.

- I dansk agroindustri bygger vores succes i høj grad på, at vi er rigtig dygtige til at udvikle nye produkter i samarbejde med landmændene. Det har vi gjort i årtier, og det vil vi fortsætte med, siger Claus Hermansen.

Finans